PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/nye-vinylesterr%C3%B8r-kan-klare-trykket-n%C3%A5r-rensningsanl%C3%A6g-opluftes-9555

Nye vinylesterrør kan klare trykket når rensningsanlæg opluftes

Pressemeddelelse april 19, 2010 Erhverv

Hos Arla i Videbæk er det essentielt at iltningen af de to bassiner i rensningsanlægget hele tiden fungerer optimalt. Da der opstod revner i de gamle rør der tilfører ilten, på grund af en for lav trykdimensionering, måtte der en udskiftning til – og helst uden at produktionen blev berørt.

Processen med at få ilt ned i rensningsanlægget for at holde bakterierne i live, kan næsten betegnes som hjertet i et rensningsanlæg. Derfor er det alfa og omega for en produktionsvirksomhed som Arla, at anlægget fungerer optimalt, så spildevandet lever op til kravene om spildevandsudledning, og den daglige produktion berøres mindst muligt.

Da der opstod revner i de gamle rør, forsvandt der konstant noget luft ud i jorden, med det resultat at der blev brugt mere og mere kompressorenergi på at få luften presset ind i rørene. Entreprisen med at skifte de gamle rør og etablere nye faldt på NNC, der valgte TUNETANKEN A/S som underleverandør af de to rørledninger, der hver er ca. 200 m lange i Ø400 mm, samt de to tilledninger i Ø600 mm. Rørene er fremstillet i vinylester, der er et glasfibermateriale med god kemisk modstand mod fx myresyre, som de periodisk bliver renset med. Rørene er samlet i sektioner, der er produceret på TUNETANKEN's fabrik i Vejen og har en samlet længde på 400 m.

Timingen er altafgørende

Ifølge Tommy Dybdal, driftsleder hos Arla, var det derfor altafgørende, at de nye rør både kunne klare trykbelastningen, men også at timingen i udskiftningen var rigtig.

- Det tager ca. 1 uge at tilpasse biologien i det ene bassin, så det kan klare den samlede mængde spildevand, mens der etableres nye rør ved det andet bassin, udtaler Tommy Dybdal og fortsætter: Derfor er timingen yderst vigtig, så vi ikke står med et lukket bassin, der er klar til nye rør, og så er entreprenøren forsinket, eller også er materialerne ikke leveret.

- Gennem hele forløbet har vi oplevet et højt kvalitetsniveau, tidsplanen har været overholdt til punkt og prikke og ikke mindst var vi trygge ved at vide, at TUNETANKEN har stor erfaring med rør i glasfiber, siger Tommy Dybdal. Efterfølgende er rørene trykprøvet for at kontrollere tætheden, og den er i orden, tilføjer han. 

Også Henning Lynge Jørgensen fra Purac/NCC udtrykker tilfredshed med forløbet i processen: – Vi har været meget tilfredse med det positive samarbejde, der har været på byggepladsen, siger han.

Økonomisk gevinst

De nye rør har samtidig givet en økonomisk gevinst i form af en mindre elregning, da kompressoren ikke arbejder ”forgæves” med at presse luft ind i rørene, når de er 100% tætte.

- Det er ikke bare en økonomisk fordel, men også en miljømæssig fordel, slutter Tommy Dybdal.

TUNETANKEN A/S har mere end 35 års erfaring som leverandør af glasfiberarmerede polyesterprodukter indenfor industrien, landbruget og vindmøllesektoren. Virksomhedens krav og specifikationer til kvalitet er efterhånden blevet industristandard - og derudover udvikles produkterne konstant for at fastholde den markedsposition. TUNETANKEN A/S beskæftiger i dag 34 uddannede og specialiserede medarbejdere. 

Kontakter


Emner


Erhverv