PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/nybygget-profilskole-i-sydhavnen-klar-til-skolestart-21518

Nybygget profilskole i Sydhavnen klar til skolestart

Pressemeddelelse august 5, 2015 JJW Arkitekter

Mandag d. 10. august indtager elever og ansatte Skolen i Sydhavnen, Københavns Kommunes 9.500 m2 store maritime og naturvidenskabelige profilskole. Skolen er tænkt som en kombineret skole og mødested i bydelen og er udviklet af JJW Arkitekter i samarbejde med Københavns Kommune, Niras, KOARK og PK3 landskab.

Skolen i Sydhavnen 01

Skolen i Sydhavnen er Københavns Kommunes nye maritime og naturvidenskabelige profilskole. Skolen er tænkt som en aktiv del af byen, og således trækker man byen ind i skolen og skolen ud i byen. Stueetagen er skolens naturlige samlingspunkt og er udviklet som en kombination af aula og bytorv. Stueetagens faglokaler er tilgængelige og skolegården er åben for kvarterets borgere, mens en stor trappe som ender i vandet bliver et samlingspunkt for hele bydelen. Bytemaet går igen på de enkelte etager, hvor blandt andet garderober og opbevaringsrum er udformet som små huse, der også indeholder opholdsmuligheder. Mandag den 10. august tager Skolen i Sydhavnen imod elever og ansatte.

Vandet og naturen som en del af skolegangen

Den vandnære beliggenhed understøtter skolens maritime og naturfaglige profil, hvor vandet fungerer som et ekstra læringsrum. Børne- og ungdomsborgmester Pia Allerslev (V) glæder sig over Skolen i Sydhavnens særlige profil. ”Nu kan elever, pædagoger og lærere endelig rykke ind på vores helt nye skole på Teglholmen, Skolen i Sydhavnen. Jeg ved, de har ventet med længsel. Og der er noget at glæde sig over – en super moderne skole med udsigt til Sluseløbet fra klasseværelserne. Vandet og naturen bliver en naturlig del af børnenes skolegang med havkajakker, våddragter, vandkikkerter, fiskestænger og net – det bliver et naturfagslokale under åben himmel. Med beliggenheden direkte ved vandet var det oplagt at give skolen en maritim og naturvidenskabelig profil. Jeg glæder mig til at opleve, hvordan idrætshallen og resten af skolen også bliver ramme for masser af fritidsaktiviteter for beboerne i området”.

København er også børnenes by

Overborgmester Frank Jensen (S) fremhæver, at kommunens fokus på skolebyggerier understreger, at København også er børnenes by. ”Skolen i Sydhavnen bliver et naturligt midtpunkt for al den aktivitet der er i bydelen, og som overborgmester er jeg stolt over, at jeg endnu engang kan slå fast, at København også er børnenes by. Da vi begyndte at bygge skolen, var der tomme grunde på alle sider af byggepladsen på Teglholmen. Det har været forrygende at følge udviklingen gennem de seneste år, hvor der er blevet opført boliger og kontorer og udgravet kanaler i det nye byudviklingsområde. Når metroen er færdig, bliver Sydhavnen for alvor forbundet med det øvrige København, det bliver stort”.

Læringsfremmende tekniske løsninger

Et godt indeklima og gode akustiske forhold er afgørende for skoleelevers trivsel og indlæring samt et godt arbejdsmiljø. Hver nat gennemluftes skolen af et automatiseret system, der åbner udvalgte døre og vinduer i facader og indervægge. Hermed bliver naturlig ventilation et supplement til det mekaniske ventilationssystem og sikrer at skoledagen starter med frisk luft. For at optimere de akustiske forhold er der udviklet oplukkelige vinduespartier med integreret lyddæmpning, der gør det muligt at åbne vinduerne uden at trafikstøj trænger ind i skolens lokaler. Indendørs medvirker træ-lameller, opslagstavler med lydabsorberende overflader, akustiske lofter og trinlydsdæmpende gulvbelægning til at skabe et optimeret akustisk miljø, der er udviklet ved hjælp af de nyeste digitale beregnings- og designredskaber.  

Bred tilgang til bæredygtighed

Lars B. Lindeberg er kreativ direktør hos JJW Arkitekter og leder af afdelingen for Læring og Kultur. Han fortæller, at en af de helt overordnede udfordringer ved at arbejde med skolebyggerier er de skiftende læringsmetodiker. ”Skoleområdet er præget af skiftende pædagogiske strømninger. I nogle perioder anbefales det, at al undervisning foregår i åbne rum, hvorefter det klassiske klasselokale nu igen er blevet tidens diskurs. Med Skolen i Sydhavnen har vi i samarbejde med Københavns Kommune og vores samarbejdspartnere overskredet disse skiftende strømninger og har udviklet en skole, der både er tilpasningsdygtig og robust. Samtidig har vi arbejdet med en holistisk tilgang til bæredygtighed, som svarer til de pejlemærker DGNB-standarden angiver og har skabt en skole, der er bæredygtig ud fra et miljømæssigt, socialt, økonomisk såvel som kulturelt aspekt”.

Fredag d. 4. september er der officiel indvielse af Skolen i Sydhavnen. 

FAKTA – SKOLEN I SYDHAVNEN
Projekt: Nybyggeri – Folkeskole
Sted: Støberigade, 2450 København SV
Bygherre: Københavns Kommune, Børne- & Ungdomsforvaltningen
År: 2006 - 2015
Areal: 9.500 m²
Arkitekt: JJW Arkitekter (Totalrådgiver)
Ingeniør / NIRAS
Landskab / PK3 Landskab
Idrætskonsulenterne / KOARK

FOTOS: Laura Stamer / Stamers Kontor

Kontakter


Pernille Helledie Isaksen

Pressemedarbejder
Børne- og Ungdomsforvaltningen / Københavns Kommune
z671@********* Vis...
26 77******* Vis...

Morten Biering

Skoleleder
Skolen i Sydhavnen
mobie*********** Vis...
82 32******* Vis...

Emner


JJW Arkitekter