PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ny-portal-bliver-centrum-for-styrkelse-af-vidensdeling-6173

Ny portal bliver centrum for styrkelse af vidensdeling

Pressemeddelelse november 6, 2008 Samfund

Befolkningen skal have mulighed for at følge bedre med i, hvad der rører sig inden for bioimaging, der er en af de mest epokegørende teknologier inden for forskningen i den biologiske mekanisme. Kommunikation og adgang til forskning, debat og information om kommende events på området skal styrkes, så studerende, forskere, erhvervsliv og andre interesserede let kan danne sig et overblik. Disse visioner bliver til virkelighed mandag, hvor Syddansk Universitet får overrakt en ny national portal, som skal samle al national viden og ekspertise eet sted. Portalen – www.bioimaging.dk - er den eneste af sin art i Danmark.

Bioimaging er en bred betegnelse for biologisk forskning baseret på billedmikroskopimateriale, og er et af de stærkeste værktøjer, vi har til at forstå, hvordan kroppen og andre biologiske mekanismer fungerer. Med bioimaging er det ved hjælp af avancerede mikroskoper muligt at følge biologiske processer 'live' - dvs. mens de foregår - og teknikken kan derfor give blandt andre forskerne en helt ny forståelse af en række biologiske funktioner og sygdomme. Bioimaging anvendes ikke kun til forskning men også til diagnostik og behandling i forbindelse med fx kræftsygdomme. Resultatet af denne øgede forståelse vedrører derfor os alle.

Forskningen inden for bioimaging kræver tæt samspil mellem sundhedsvidenskab, teknisk videnskab, biologi og kemi og rummer også et stort økonomisk potentiale inden for fx udvikling af nye sporstoffer og lægemidler, ny hardware og software samt nanoteknologi. Områder, hvor Danmark allerede i dag har en stor og konkurrencedygtig industri.

Indtil nu har det imidlertid været vanskeligt for de enkelte forskere og fagområder at danne sig et fuldt overblik over status eller eksisterende viden på et givent delområde. Endnu mere vanskeligt har det været for den almindelige skatteborger at danne sig et overblik over, hvad der foregår på dette væsentlige vækstområde.

Dette vil Syddansk Universitet med lanceringen af http://www.bioimaging.dk/ ændre på.

Et virtuelt samlingssted for alle interesserede

Bioimaging som forskningsfelt er ideelt at kommunikere over nettet, da forskningsresultater ofte visualiseres på film og forklares gennem tilhørende tekst eller indtalte kommentarer.

Med den nye bioimaging-portal er der skabt et nationalt samlingssted for relevante artikler, publikationer, online videoer og dialog på området. Her har brugerne på alle niveauer mulighed for at kommunikere med hinanden i åbne eller lukkede fora samt uformel adgang til eksperter, der kan besvare alt fra biologiske emner, avancerede mikroskopi-spidsfindigheder, metode-fif eller spørgsmål vedrørende et konkret mikroskop.

Den direkte adgang til eksisterende viden og eksperter inden for et givent område er en væsentlig fordel i forhold til i dag, hvor f.eks. studerende eller forskere ved universiteterne kan opleve, at det kan være vanskeligt at få kendskab og adgang til fagfolk uden for 'egne rækker'.

Endelig bliver portalen et 'udstillingsvindue' for det meget dyre bioimaging-udstyr, der står rundt omkring på universiteterne, og tanken er, at man ved at samle information om universiteternes udstyr på eet sted kan forbedre universiteternes muligheder for at udveksle det udstyr, som i perioder ikke anvendes.

Det er den fynsk baserede IT-virksomhed SundVision, som har stået for udvikling og opbygning af  http://www.bioimaging.dk/, og i den forbindelse er der lagt vægt på at skabe bedst mulig funktionalitet og en brugervenlighed.  

Etablering og fremtid sikret af sponsorat

Med http://www.bioimaging.dk/  er redskabet til øget vidensdeling stillet til rådighed. Herfra vil det være op til de cirka 100 danske forskere, der arbejder med området, at lægge information og data ind.

Projektet er realiseret på baggrund af et sponsorat fra SundVision, der har specialiseret sig i udvikling af IT-løsninger til sundhedsområdet og Olympus Danmark, der har betalt udviklingsomkostningerne på omkring 600.000 kroner og fortsat vil finansiere driften af portalen.

I forbindelse med et minisymposium mandag den 10. november overdrager SundVision og Olympus Danmark officielt alle rettigheder til portalen til rektor for Syddansk Universitet, Jens Oddershede.

  

FAKTA OM BIOIMAGING

Bioimaging er en bred betegnelse for biologisk forskning, der kombinerer mikroskopibilleder med nye molekylærbiologiske teknikker. Almindelige lysmikroskoper, som alle kender fra biologitimerne har udviklet sig til en hel vifte af specialiserede teknikker med hver sin fordel. Lysmikroskopet har blandt andet udviklet sig til et fluorescensmikroskop, hvor man f.eks. mærker et eller flere proteiner, ioner eller andet, og herved får belyst hvor i en celle, proteinet befinder sig under givne omstændigheder, og hvad der sker med proteinet, når kriterierne ændres. Det kan fortælle noget om, hvad man kan gøre, hvis man for eksempel vil reducere en ugunstig effekt af medicin hos en patientgruppe.

En anden gren inden for bioimaging er PET/CT, hvor man har mulighed for at følge et markeret proteins vej rundt i en forsøgsperson. Personen skannes, og man kan således se, hvor de mærkede proteiner befinder sig. Mærker man for eksempel et lægemiddel, kan man se, hvor i kroppen lægemidlet virker.

Bioimaging er et af de vigtigste og hurtigst voksende inden for molekylær diagnostik og behandling, og rummer perspektiver, som forskere og læger fra mange forskellige institutioner og fag kan bruge, fx på kræftområdet, hvor bioimaging både anvendes i den grundlagsskabende forskning samt inden for diagnostik og behandling.

Emner


Samfund