PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ny-opfindelse-tager-livet-af-op-til-200-dr%C3%A6bersnegle-i-d%C3%B8gnet-4231

Ny opfindelse tager livet af op til 200 dræbersnegle i døgnet

Pressemeddelelse august 16, 2007 Hus og Have

En ny dansk opfindelse gør det muligt at få bestanden af dræbersnegle ned på et acceptabelt niveau.

Erik Bro producerer rottefælder af plastrør. Her i sommerperioden er det imidlertid dræbersnegle, der gør livet surt for mange danske haveejere, og da virksomhedens leverandør af plastrør spurgte Erik Bro, om han ikke kunne konstruere en fælde til dræbersnegle, gik han i gang med opgaven.

Efter adskillige prototyper og flere forsøg blev resultatet en effektiv fælde, der fanger 150-200 dræbersnegle i døgnet. Efter et par ugers brug vil bestanden af dræbersnegle være nede på et acceptabelt niveau. For ifølge Skov- og Naturstyrelsen slipper vi ikke af med skadedyret.

Fælden består af et plastrør i to dele. Den nederste del graves ca. 15 cm ned i området, hvor sneglene er observeret. I røret monteres en plastpose, hvori lokkemidlet tilsættes. Oven på det nedgravede rør sættes et låg med to indgange. Låget hindrer regn i at komme ind i røret og fortynde lokkemidlet eller giften. Låget har to huller, hvor sneglene kommer ind og som koncentrerer lugten af lokkemidlet. Når fælden skal tømmes, tager man blot plastposen, slår en knude på den og bortskaffer den. Altså helt uden at komme i berøring med sneglene.


Pilsnerøl virker bedst

Efter adskillige forsøg har Erik Bro konstateret, at det bedste lokkemiddel til dræbersnegle er pilsnerøl, ikke lyst øl eller andre øltyper. Eddikelage og andre lugtkraftige væsker har også været prøvet, men pilsnerøllet har klart den bedste tiltrækningskraft for dræbersneglene. Så når posen er lagt i røret, skal der blot hældes en pilsnerøl i den, og så kommer sneglene, falder ned i øllet og drukner.

Den nye fælde til dræbersnegle er fremstillet af PVC fri plastmaterialer og er således både miljøvenlig, vejrbestandig, effektiv, giftbesparende og hygiejnisk.


Billedtekster:

"paa-graes.jpg":

Den nederste del af sneglefælden monteres med en plastpose til lokkemiddel og opsamling af sneglene.


"i-hegnet.jpg":

Fælden til dræbersnegle graves ned så kun låget med de to huller er synligt. Fælden er nem at inspicere for indhold af snegle.

Kontakter


Emner


Hus og Have