Ny lov: Forbrugerne sikres uvildig rådgivning i bolighandler
Pressemeddelelse juni 21, 2005 Hus og HaveNu skal der gøres op med, at ejendomsmæglerne i bolighandler repræsenterer køber og sælger på samme tid
Folketinget har netop vedtaget en lovændring på loven om salg af fast ejendom. Det centrale i lovændringen er, at ejendomsmæglerne i fremtiden først må skrive et skøde for køber, når den lovpligtige fortrydelsesret på seks dage er gået. Dette for at undgå, at ejendomsmæglerne repræsenterer køber og sælger på samme tid.Baggrunden for lovændringen er bl.a. Konkurrencestyrelsens undersøgelse fra 2004, der viste, at konkurrencen i mæglerbranchen ikke kan opfattes som tilstrækkelig.
"Den nye lovændring er en sejr for forbrugerne og den uafhængige rådgivning. Det er simpelthen naturstridigt at tro, at en ejendomsmægler, som repræsenterer sælger, samtidig kan repræsentere køber og skrive skødet. Problemet har været, at forbrugeren har betalt et større honorar til ejendomsmægler for at få udfærdiget skødet - i den tro, at der fulgte en nødvendig juridisk rådgivning med. I virkeligheden har køberne bare betalt penge for at få udskrevet papir uden rådgivning, og det er bestemt ikke forbrugerens tarv, der varetages. Nu glæder jeg mig til, at forbrugerne vil opleve, hvad forskellen er på simpel skødeskrivning og på uvildig boligrådgivning", siger formand for Danske BOLIGadvokater Henrik Høpner.
Danske BOLIGadvokater peger herudover på de følgende konkrete hovedårsager til, at lovændringen er yderst fornuftig for forbrugerbeskyttelsens skyld:
Ejendomsmægler, der repræsenterer sælger, har ofte ikke den store interesse i, at køber får sin egen rådgiver. Når køber har en professionel ved sin side, fører det gerne til en længere proces, fordi købers rådgiver stiller de rigtige spørgsmål, vil se de relevante papirer i sagen, etc - og det kan i sidste ende også føre til en prisforhandling.
Herudover kan mange ejendomsmæglere have haft en selvstændig, indtjeningsmæssig interesse i, at køber ikke har fået rådgivning hos egen rådgiver og dermed også berigtigelse af skødet. Ejendomsmægleren har selv ønsket at få salær for at skrive skødet, samtidig med at ejendomsmæglerens samarbejdspartnere inden for eksempelvis finansiering og forsikring har fået køber som kunde. Det kan derfor ikke udelukkes, at ejendomsmægler har et selvstændigt økonomisk incitament til ikke at anbefale køber at søge egen rådgiver.
Det skal også nævnes, at det er svært for sælger at dokumentere om ejendomsmægleren, allerede inden købsaftalen var endelig, har indgået en aftale med køber om berigtigelse af skødet. Har ejendomsmægler og køber det, vil ejendomsmægleren have en særlig interesse i, at netop denne køber får adgang til at købe boligen (i fald at der er flere potentielle købere om buddet). På den måde risikeres det, at sælgers interesser ikke varetages til fulde. Højesteret har i en dom fra april 2004 bestemt, at en ejendomsmægler skulle miste sit salær hos sælger som følge af, at ejendomsmægleren havde etableret aftale med køberen, inden sælger havde skrevet under. På trods af højesterets klare udmelding verserer der fortsat en række sager af lignende karakter ved domstolene.
Lovændringen, som netop er vedtaget, er en del af boligpakken "Bedre og billigere bolighandel", som bl.a. har til hensigt at skabe mere konkurrence i mæglerbranchen.
Hvem er Danske BOLIGadvokater?
Danske BOLIGadvokater er en sammenslutning af advokater, der besidder et højt fagligt niveau inden for boligrådgivning. De har fået branchens blå stempel som BOLIGadvokater, fordi de udelukkende arbejder efter etiske regler for køb og salg af fast ejendom, der er aftalt mellem Advokatsamfundet og Forbrugerrådet.
Medlemmerne af foreningen har forpligtet sig til at anvende foreningens koncepter for henholdsvis køber- og sælgerrådgivning.
Herudover stilles der krav til medlemmerne om kursusdeltagelse, og alle medlemmer er forpligtet til at modtage besøg af en auditor, som skal kontrollere, at medlemmerne lever op til deres forpligtelser.
Foreningen blev stiftet i år 2000 og har i dag omkring 300 medlemmer fordelt over hele landet.
Kontakter
Formand og advokat Henrik Høpner
Danske BOLIGadvokater✉ hh@ly*************** Vis...
☎ 45880************** Vis...
http://www.danskeboligadvokater.dk
Emner
Hus og Have