PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ny-hjemmeside-om-ern%C3%A6ring-for-b%C3%B8rn-og-unge-594

Ny hjemmeside om ernæring for børn og unge

Pressemeddelelse maj 18, 2004 Helse

For 25 år siden var der i gennemsnit én overvægtig elev i klassen – nu er der tre. Børn og unge spiser forkert og får for lidt motion. Nu lancerer Fødevareministeriet en ny hjemmeside, der sætter fokus på sund mad og et liv med mindre sukker og fedt.

Fødevareminister Mariann Fischer Boel åbnede den 17. maj 2004 hjemmesiden www.madklassen.dk sammen med elever fra Troelskærskolen på Fyn. Eleverne har været med til at udvikle hjemmesiden, der blandt andet byder på lækre madopskrifter, til når man er alene hjemme, skal holde klassefest eller har maddag.

"For meget sodavand og slik, chips og kager er de vigtigste grunde til, at mange får problemer med vægten", sagde fødevareministeren i sin tale på Troelskærskolen.

"Man kommer ind i en ond cirkel, hvor man heller ikke har lyst og energi til at røre sig eller gå til sport. Det kan være meget svært at tabe sig og få det godt igen. Men selvfølgelig kan det lade sig gøre det kan man blandt andet også læse om på hjemmesiden," fortsatte Mariann Fischer Boel.

Tegnefilmsfigurerne Max og Monju er tv-kokke, og de styrer det vilde tv-køkken på hjemmesiden. Her fortæller de bland andet om frugt og grønt, sukker og hygiejne i køkkenet. Hjemmesiden henvender sig til børn mellem 10-14 år og kan bruges både i skolen og derhjemme. Elevopgaverne er udarbejdet med udgangspunkt i Undervisningsministeriets Fælles mål for undervisningen i hjemkundskab i 6. til 8. klasse.

Kokken Ole Poulsen, der underviser i hjemkundskab og er kendt fra Meyers Køkkenbørn, har udviklet madopskrifterne til madklassen. Opskrifterne er lige til at gå i gang med - hvad enten det er i skolekøkkenet eller derhjemme.

"Den nye hjemmeside kan forhåbentlig være med til at sætte endnu mere gang i debatten om sund mad og spisevaner på skolerne rundt om i landet - både i timerne og frikvarteret. Og hjemmesiden kan jo læses derhjemme, så forældrene også får mulighed for at følge med", sagde fødevareministeren ved lanceringen.

Hjemmesiden er en del af Fødevareministeriets projekt "Alt om kost - smag for livet", der også omfatter et rejsehold og en hotline, der gratis giver gode råd til skoler og institutioner, som vil igangsætte en madordning eller lave en kostpolitik. Desuden omfatter projektet hjemmesiden www.altomkost.dk, der formidler viden om kost til både den almindelige forbruger og professionelle i storkøkkener.

Foto er til fri afbenyttelse, men skriv gerne:
Foto: Christel Dall

Kontakter


Emner


Helse