PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ny-gr%C3%B8nthandler-vil-s%C3%A6lge-ukrudt-og-glemte-nordiske-r%C3%A5varer-10681

Ny grønthandler vil sælge ukrudt og glemte nordiske råvarer

Pressemeddelelse juli 15, 2010 Mad & Vin

Lørdag den 17. juli åbner torve-grønthandleren Din Baghave, som er Danmarks eneste grønthandler udelukkende med lokale, friskhøstede varer. I Din Baghave vil der nemlig kun blive solgt varer, som er hentet fra oplandet omkring København. Fra marker, strande, private haver, skove og krat.

Grønthandleren Din Baghave Christopher Melin

Et dybere indblik i det lokale skatkammer af råvarer

Med et dogme om udelukkende at sælge friskhøstede lokale varer, bliver sortimentet hos Din Baghave ikke som man kender det fra andre grønthandlere. Der vil i sagens natur hverken være ananas eller appelsiner at få og heller ikke nogen æbler i juli. Til gengæld kan man glæde sig til et dybere indblik i det kæmpestore skatkammer af råvarer, den lokale natur har at byde på.

Jordbær plukket samme morgen, friske hasselnødder, saftspændte Lammefjordsasparges,  ferskner fra en have i Valby, hyldeblomster, hvidløg fra friland, håndhøstede biodynamiske kartofler, friske morkler, økologiske stikkelsbær, solmodnede tomater, små, milde sommerselleri og spiselige vilde urter som havesyre, ramsløg, skvalderkål, granskud og skovmærke er nogle af de mange ting, man kan glæde sig til gennem de forskellige sæsoner i Din Baghave.

Alternativ til baghaven, gårdbutikken eller svampeturen

Bag Din Baghave står Christopher Melin, tidligere vintjener, hjemkundskabslærer og hjemmegastronom og Mette Helbæk, madskribent, tidligere restauratør og af flere måske genkendt som ’Rodfrugtdronningen’ i TV3’s amatørkokkeprogram Kokkekampen.

Om baggrunden for Din Baghave fortæller Christopher Melin: ”Vi bor selv i byen, elsker at lave mad og manglede et sted at gå hen efter grøntsager af virkelig høj kvalitet. Din Baghave må gerne være storbymenneskernes alternativ til hjemmedyrkning, besøg hos gårdbutikker og svampeture i skoven. Det har de fleste herinde i byen jo hverken tid eller plads til.”

Lær om de nordiske råvarer og dem, der producerer dem

Ved man ikke lige, hvad man skal bruge skvalderkål, babyporrer, lilla asparges, svovlporesvamp, løgkarse eller citronverbena til, er der hjælp at hente på Din Baghaves hjemmeside – www.dinbaghave.dk. Her er der både beskrivelser af og opskrifter med mange af de lidt anderledes råvarer, markerne og den frie natur i omegnen af København også har at byde på.

Der er desuden præsentationer af de bønder, samlere og avlere, som leverer varer til Din Baghave.

OBS: En udvidet version af hjemmesiden www.dinbaghave.dk går i luften i midten af juli.

 __________________________________

KORTE FACTS

Åbningsfest med stjernekok og -bartender

Din Baghave er et stadesalg, som åbner lørdag den 17. juli 2010 med reception og åbningsfest, hvor alle er velkomne. Åbningsfesten finder sted fra 12-16 og har blandt andet snacks ved køkkenchefen fra Dragsholm Slot, Claus Henriksen, samt cocktails på sæsonens bær og urter fra den flerdobbelte cocktaildanmarksmester Hardeep Rehals hånd. De to vil demonstrere, hvor enkelt det er at skabe smagsoplevelser på gourmetniveau, når bare råvarerne er sublime.

Men man kan naturligvis også bare komme forbi og købe grøntsager. Der vil i dagens anledning være diverse slagtilbud på varer høstet samme morgen.

Efter åbningsfesten vil det være muligt at bænke sig hos naboen, pastaværtshuset Fischer, og få en gang risotto med ’rester’ af asparges og courgetteblomster fra Lammefjorden. Risottoen serveres mellem 16 og 18.30.

Åbningstider og adresse

Fra mandag den19. juli er åbningstiderne mandag-fredag 11-18 og lørdag 10-14.

Adresse: Victor Borges Plads, Nordre Frihavnsgade, 2100 København Ø

Kontaktinfo: [email protected] - Tlf. 30 49 19 79

Sortiment

Sortimentet vil skifte fra dag til dag afhængig af, hvad de lokale bønder og samlere har at byde på. Det dagsaktuelle sortiment vil kunne ses på hjemmesiden www.dinbaghave.dk . Varerne hentes hos/leveres af avlere og samlere på daglig basis.

For mere information, flere billeder, kommentarer, interviews eller opskrifter

Christopher Melin – [email protected] - mobil 27 24 62 40

Mette Helbæk – [email protected] - mobil 31 21 80 00

Kontakter


Emner


Mad & Vin