PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ny-generalsekret%C3%A6r-til-dansk-skoleidr%C3%A6t-4158

Ny generalsekretær til Dansk Skoleidræt

Pressemeddelelse juli 6, 2007 Humanitær

Dansk Skoleidræt sætter næsten en million elever i bevægelse hvert år og er en vigtig medspiller, når det handler om børn, idræt og skole. Nu har organisationen headhuntet en ny generalsekretær, da den nuværende har valgt at stoppe efter 30 år.

Navnet er Steen Hjorth; Bedst kendt fra håndboldverdenen, hvor han kommer fra en stilling som leder af Dansk Håndbold Forbunds konsulentafdeling i Nyborg. Opgaven er klar; Han skal været med til at videreudvikle den organisation, der står bag et af verdens største motionsevents Skolernes Motionsdag, succesprojekterne Skolesport og Legepatruljen og Skoleidrættens Udviklingscenter, der med offentlig støtte arbejder på at forbedre idrætsundervisningen i de danske folkeskoler.

- Jeg ser frem til at fortsætte den udvikling, som Dansk Skoleidræt er inde i. Der er ingen tvivl om, at organisationen er, og fortsat skal være, en betydningsfuld faktor i det forebyggende arbejde omkring børns sundhed, siger Steen Hjorth.


Afløser en ildsjæl
Dansk Skoleidræts nuværende generalsekretær Allan Lund har valgt at trække sig tilbage efter 30 år for at hellige sig familien og sin store fritidsinteresse håndbold. Skoleidrætten siger dermed farvel til en mand, som i den grad har sat sit præg på skoleidrætten. Da han startede var Dansk Skoleidræt en en-mands-forretning, hvorfra der blev solgt idrætsmærker og afholdt atletikstævner. I dag sætter Dansk Skoleidræt næsten en million elever i bevægelse hvert år gennem et hav af aktiviteter og sidder med i såvel ministerielle som faglige netværk. Allan Lund vil dog i de nærmeste måneder efter sin afgang indgå som konsulent for Dansk Skoleidræts sekretariat i relevante opgaver.


Godt rustet

Steen Hjorth har i forvejen kendskab til Dansk Skoleidræt, da han fra 1988-1990 fungerede som generalsekretær i Dansk Skoleidræt under Allan Lunds orlov som træner for Saudi Arabiens håndboldlandshold. Efterfølgende var han ansat som pædagogisk konsulent fra 1990-1991.

- Det er en kæmpe fordel, at Steen har været her tidligere og kender vores organisation. Vi glæder os meget til samarbejdet med ham, siger formand Lene Mygenfordt, Dansk Skoleidræt.

Steen Hjorth er 53 år og uddannet folkeskolelærer men har en bred erfaring fra det frivillige foreningsliv. Han overtager generalsekretærens kontor d. 1. oktober 2007. I løbet af efteråret vil der blive afholdt farvel-og-goddag-reception for de to generalsekretærer.


Fakta om Dansk Skoleidræt:

  • Er en non-profit organisation, der arbejder for at fremme elevernes mulighed for fysisk udfoldelse i skolernes hverdag
  • Arrangerer et hav af aktiviteter: Skolernes Motionsdag, DM i fodbold, håndbold, volleyball og basketball, Specialskolernes Landsidrætsstævne m.fl.
  • Efteruddanner idrætslærere og fremstiller undervisningsmateriale
  • Har et landsdækkende netværk med 15 kredsforeninger
  • Samarbejder med DIF, DGI, Dansk Idrætslærerforening, sundhedsfremmende fonde og foreninger, ministerier samt sponsorer
  • Er medlem af Det Internationale Skoleidrætsforbund ISF (International Schoolsport Federation)
  • Får støtte fra Kulturministeriets og andel af tips- og lottomidlerne
    samt af Undervisningsministeriet
  • Er stiftet i 1946
  • Læs mere på http://www.skoleidraet.dk/

Yderligere information:

Allan Lund, nuværende generalsekretær, Dansk Skoleidræt, tlf. 2128 9828

Steen Hjorth, kommende generalsekretær, Dansk Skoleidræt, tlf. 6534 1716
Lene Mygenfordt, formand, Dansk Skoleidræt, tlf. 2245 4614

Emner


Humanitær