PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/nu-skal-der-effektm%C3%A5les-p%C3%A5-det-danske-for%C3%A6ldretr%C3%A6ningsprogram-k%C3%A6rlighed-i-kaos-15176

Nu skal der effektmåles på det danske forældretræningsprogram Kærlighed i Kaos

Pressemeddelelse februar 19, 2013 Samfund

ADHD-foreningen har modtaget en donation fra TrygFonden på godt seks mio. kr., som gør det muligt at effektmåle på foreningens forældretræningsprogram for forældre til børn med ADHD på 3-9 år. Når effektmålingen er foretaget vil man vide, om forældretræningsprogrammet reelt virker.

ADHD logo cmyk

Forældretræningsprogrammet Kærlighed i Kaos er udviklet af ADHD-foreningen i 2010 og pilottestet i 2011. Programmet består af et kursusforløb, hvor forældre til børn med ADHD på 3-9 år mødes en gang om ugen i 12 uger under ledelse af to frivillige forældretrænere. Resultaterne fra pilotprojektet dokumenterer, at programmet kan gennemføres i praksis, og at de forældre, der har deltaget, er tilfredse med programmet. De oplever, at de får bedre forældrekompetencer, en nemmere hverdag, færre konflikter samt gladere børn. På den baggrund har ADHD-foreningen fået støtte af TrygFonden til at foretage en solid effekt-evaluering af programmet i et samarbejde med SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

"Det er godt nyt for børn med ADHD, at foreningens udvikling af forældretræning står på skuldrene af den mest solide viden på området, samtidig med, at der bliver brugt en forskningsbaseret evalueringsmetode. TrygFonden er derfor rigtig glad for at kunne støtte dette nytænkende projekt – også fordi det kan blive et forbillede for kvalitetsudvikling inden for den frivillige indsats i Danmark," siger Merete Konnerup, områdechef for trivsel i TrygFonden.

Effektmålingen gennemføres som et såkaldt randomiseret, kontrolleret forsøg, der er én af de absolut mest solide og dermed troværdige måder at undersøge effekt på. Ca. 140 forældre udfylder et spørgeskema om deres familieliv og barnets adfærd og trivsel. Baseret på en lodtrækning fordeles de herefter i to grupper. Den ene gruppe gennemfører kurset, mens den anden gruppe venter på anden runde af kurset. Undervejs måles der jævnligt hos begge grupper. Den reelle effekt af kurset kan måles, når kursusdeltagernes svar efterfølgende sammenlignes med svar fra forældrene i den gruppe, der ikke er startet på kurset endnu.

"Der bliver talt meget positivt om forældretræning som tidlig og forbyggende familieindsats. Men vi har stadig til gode at få forældretræning implementeret som et alment støttende tilbud. Det skyldes blandt andet, at vi ikke har kunnet identificere den rigtige form med både lave omkostninger og en veldokumenteret effekt hos den enkelte familie. Det er det, vi vil lave om på nu ved at måle effekten af vores frivilligbaserede program," siger Camilla Louise Lydiksen, direktør i ADHD-foreningen.

En international Cambell oversigt støttet bl.a. af SFI Cambell i 2011 fandt kun 5 undersøgelser, der havde en kvalitet, hvor de reelt kunne fortælle noget om effekten af forældretræning på ADHD-området. En forskningsbaseret effektmåling af Kærlighed i Kaos i Danmark vil derfor bidrage med efterspurgt og vigtig viden om virkningen af forældretræning.

ADHD-foreningen vil forankre indsatsen i foreningens lokalafdelinger rundt om i landet. Programmet ledes af frivillige forældretrænere med en professionel baggrund, som bliver efteruddannet i programmet af ADHD-foreningen. Forældrene mødes på en hverdagsaften i 2½ time, og der vil være mulighed for støtte til pasning af børnene imens. Forældrene undervises blandt andet i ADHD hos børn, anerkendelse, positiv kommunikation, konflikthåndtering og strukturering af dagligdagen.

Projektet indledes 1. marts i år og løber frem til sommeren 2015. Hvis der kan dokumenteres en positiv effekt, er det ADHD-foreningens ønske herefter at kunne forankre forældretræningen lokalt og gøre den tilgængelig for forældre til børn med ADHD på 3-9 år. Således får forældrene mulighed for på egen hånd at vælge en forebyggende indsats med dokumenteret effekt – på et tidligt tidspunkt.

For yderligere information:

Kontakt projektleder i ADHD-foreningen Anna Furbo Rewitz på tlf. 53 72 99 09 eller mail [email protected] eller områdechef for trivsel i TrygFonden, Merete Konnerup på tlf. 45 26 08 24 eller mail [email protected]  

Emner


Samfund