Nu introduceres 360 graders video i Danmark
Pressemeddelelse september 10, 2002 ITDansk firma først med teknik, der kan skabe 360 graders video – i én optagelse.
Først kom iPIX 360 graders billederne, der erstattede de traditionelle flade, firkantede fotos med en nærmest virtuel oplevelse. En teknik, der bl.a. har givet ejendomsmæglerbranchen en helt ny måde at præsentere deres boliger på. Nu får også videobrugerne mulighed for at skabe en hel ny dimension, nemlig 360 graders video – blot ved én enkel optagelse.
Det er det danske firma JS IMAGING, der har fået eneretten til at markedsføre denne revolutionerende teknik. Teknikken er beregnet til Internettet og til CD-ROM produktion og giver brugerne en oplevelse af at være centrum i videofilmen, idet man kan dreje sig rundt og selv følge det interessante i filmen. Ved at montere et 360 graders objektiv på et godt digitalt videokamera er det muligt at optage en film i 360 grader i ét skud, uden redigering. Resultatet: En imponerende videofilm i 360 grader.
Direktør John Sommer, JS IMAGING, ser store perspektiver i denne nye billedteknik, både når det gælder avancerede videobrugere og når det gælder erhvervslivet. Men også inden for det offentlige åbner der sig store muligheder:
-Bogstaveligt talt kan de åbne byrådsmøder nu blive endnu mere åbne for alle borgere. Man monterer blot en 360 graders linse på et videokamera, placerer dette centralt i byrådssalen og kobler kameraet til en computer, som herefter udsender byrådsmødet direkte til borgerne via Internettet. Nu kan alle både se og høre – uden selv at være fysisk til stede og man kan dreje sig rundt og følge sin yndlingspolitiker. Det vil om noget skabe større nærhed og medindflydelse i lokalsamfundet.
Men også eksempelvis dagbladenes Internet-portaler, hele turistbranchen, webcast markedet, reklame- og multimediebureauer, forlystelsescentre og firmaer, der afholder produktintroduktioner eller pressemøder kan have glæde af denne nye præsentationsmulighed, siger John Sommer, idet disse markeder kan tilføre dynamik til Internettet med 360 graders video. Fra at være passive betragtere til et Internet, der stadig kun leverer flade, firkantede billeder og video til kunderne, kan alle nu se 360 graders video, hvor brugeren selv bestemmer hvad der skal ses, og dermed bliver kunderne længere på hjemmesiden, og det er jo hele ideen med Internettet.
Det er det franske firma EGG Solution, som er verdens førende inden for 360 grader optisk teknologi og software, der står bag udviklingen af EEG Video 360. Efter flere års forskning og udvikling kan danske Internetbrugere således nu få mulighed for at deltage aktivt i en 360 graders videopræsentation på Internettet – og videobrugerne får en hel ny dimension tilføjet deres optagelser - uden afgifter eller licenser.
Emner
IT