Nu giver reklamer mening
Pressemeddelelse april 8, 2013 HumanitærMange foreninger og hjælpeorganisationer er for en stor del dybt afhængige af frivillige indbetalinger. Nu får foreningerne mulighed for en klækkelig ekstra indbetaling. Danskerne kan nemlig vælge at støtte udvalgte foreninger blot ved at vurdere reklamer. Brugerne donerer ca. 1 minut om dagen til at se reklamer. De optjener dermed penge, som så kan doneres direkte til en forening eller hjælpeorganisation.
Støt en god sag uden at tage penge op af lommen
Det er portalen Eovendo, som står bag det nye tiltag. På Eovendo vælger brugerne selv at deltage og se reklamerne. I retur for opmærksomheden tilbyder Eovendo mulighed for at modtage en belønning. Det er denne belønning, som brugerne nu også kan vælge at give direkte videre til en af de tilmeldte foreninger. Blandt andet den nye forening, Nej Til Knive I Natten, er rigtig glad for den nye indtjeningsmulighed.
”Det har aldrig været vigtigere, at vi får skabt et trygt natteliv. Alene de sidste weekenders ekstremt voldsomme overfald, understreger nødvendigheden for en indsats. Med samarbejdet med Eovendo får vi mulighed for et ekstrabeløb, som vel at mærke ikke kommer direkte fra brugernes egne lommer, og det tror vi kan være en fordel for specielt studerende og unge. De er i forvejen presset økonomisk, men får her en mulighed for at være med til at gøre en forskel. Et minut om dagen til at vurdere reklamer i kan i sidste ende være med til at gøre noget godt for det natteliv, som de selv færdes i,” siger foreningsansvarlig Hans Nielsen fra Nej Til Knive I Natten.
Det er dog ikke kun Nej Til Knive I Natten, som får en unik mulighed for ekstra bidrag. Blandt de øvrige tilmeldte er også Dansk Handicap Idræts-Forbund, Hjerneskade-foreningen, Diabetesforeningen og SOS Børnebyerne.
Potentiale for millioner
Eovendo har tidligere tilbudt muligheden for at kunne donere indtjening fra portalen. Potentialet er stort og Eovendo forventer på sigt, at størstedelen af brugerne vil vælge at donere til foreninger, hvilket kan give ekstra millioner til de danske foreninger. I gennemsnit forventer portalen, at brugerne potentielt set vil donere ca. 25 kroner per måned. Efter påske sender Eovendo de første checks til flere foreninger, blandt andet til Kræftens Bekæmpelse som modtager 35.000 kr.
”Det har vist sig, at viljen og interessen er til stede blandt vores brugere, hvorfor vi nu udvider vores koncept og tilknytter flere foreninger – og samtidig øger vi Eovendo’s egne bidrag. Dybest set vil vi gerne give reklamer ekstra dimensioner blandt andet via interaktion med vores brugere og altså nu ved at tilføre reklamen en større mening. Det er vores vurdering, at dette godt kan gå hen og blive til rigtig mange penge for de enkelte foreninger,” siger bestyrelsesmedlem i Eovendo Svenn Dam.
For mere information kontakt da:
Svenn Dam, Eovendo, på e-mail: [email protected] eller telefon: 20 20 35 00.
Fakta om Eovendo:
Eovendo er en unik interaktion mellem annoncør og forbruger. På Eovendo vælger brugerne selv at deltage, og i retur for opmærksomheden tilbyder Eovendo brugeren mulighed for at modtage betaling.
Eovendo består af et lille stykke software – en type afspiller. Det hele virker uden browser, og det eneste Eovendo kræver, er adgang til internettet. Programmet giver brugeren en notits, når der er en reklameblok klar. Afspilleren, som downloades på computeren, minder om en Skype-klient. Afspilleren sørger for, at det hele ligger klar til afspilning, når det passer brugeren.
Eovendo er stiftet af Nicolas Ibenforth og Martin Østergaard. LJH Invest ApS, en del af JYSK, er investeringspartner.
Mere om Eovendo her: http://www.eovendo.com
Fakta om Nej Til Knive I Natten
Foreningen Nej Til Knive I Natten arbejder med oplysning om samt forebyggelse af vold i nattelivet. Målet er at gøre det danske natteliv mere trygt. Foreningen støtter både projekter nationalt og lokalt.
Mere information om Nej Til Knive I Natten her: http://nejtilknive.dk/
Emner
Humanitær