Nu bliver det lettere at cykle i modvind
Pressemeddelelse august 27, 2004 LivsstilNy form for transportmiddel kombinerer
cyklens lette egenskaber og knallertens
funktionalitet.
Da Jacob Haugaard i sin tid blev politiker, lovede han vælgerne medvind på cykelstierne. I dag er der ikke megen effekt i sådant et valgløfte, for nu kan vælgerne sagtens cykle i modvind uden besvær. I hver fald dem, der har anskaffet sig den nyeste teknologi indenfor el-cykler.
En el-cykel er ikke en knallert, men en cykel, der har fået påmonteret en kraftig, men lille og lydløs el-motor, som aktiveres trinløst med et gashåndtag. Herefter trædes stille og roligt i pedalerne (forlæns eller baglæns er ligegyldigt) - for at opnå cyklens maksimale motorhastighed på 20-25 km i timen. Ønskes en hurtigere fart, må man selv lægge energi og benkræfter til. Når pedalerne ikke benyttes, stopper motoren automatisk - som den skal ifølge færdselsloven.
Det medfølgende batteri er vedligeholdelsfrit og kan holde til mange tusinde kørte kilometre. Opladningen foregår ganske enkelt ved at sætte en ledning i en almindelig stikkontakt, som eksempelvis sidder i carporten eller garagen. Men man kan også vælge at tage batteriet med sig og oplade det andetsteds. Hver opladning svarer til cirka 30 - 50 kilometers kørsel.
El-cykler til alle behov
Og forbrugerne kan vælge mellem ti forskellige og smarte el-modeller med 0 eller op til 24 gear. Eksempelvis er der mulighed for en robust indkøbscykel med lav indstigning eller en lettere og mere handy model til de, der blot vil ud at køre uden den store bagage. Der er også tænkt på de handicappede, der via en tre-hjulet model nu kan køre længere strækninger med en hurtigere fart, men som også får det nemmere ved bl.a. at kunne køre helt uden pedalkraft eller træne og cykle som på en almindelig cykel.
El-cyklen er et miljørigtigt transportmiddel, som med sit elforbrug på kun to øre pr. kilometer især nok vil tiltrække bilister, der pendler på dyre kortdistanceture eller andre, som ikke har let adgang til offentlige transportmidler. Pensionister og andre, der har et kørselsbehov i lokalområdet er også én af målgrupperne. Og folk, som i forvejen er glade for at cykle, men som ind i mellem godt kunne ønske sig en hånd med, når turen går op ad en bakke eller når de er ude på en længere køretur, kan også få stor fordel af el-cyklen og kombinere behovet for motion og/eller ren afslapning. Og endelig appellerer den til de mennesker, der ikke kunne drømme om at køre på en knallert, der i modsætning til el-cyklen jo kræver kørekort og særlig forsikring.
El-cyklen, som produceres af det britiske firma POWABYKE, har i sit hjemland allerede opnået stor udbredelse. Herhjemme er det importøren CYKELLET, der via cykelforretninger landet over skal lære danskerne, at en cykeltur op ad bakken ikke længere kræver medvind eller stærke benkræfter.
Billedtekst: Med en el-cykel bliver man ikke forpustet, når turen går op ad bakke.
Yderligere information fås hos importøren på telefon 26 12 40 00 eller på www.cykellet.dk
Kontakter
Emner
Livsstil