Net-virksomhed cykler jorden rundt
Pressemeddelelse april 5, 2006 ITFor Print2People har det seneste år været en eventyrlig succes. Idéen med on-line salg af individualiserede produkter har bredt sig til flere andre lande. Og nu tager de jorden rundt sammen med to cykelenthusiaster!
"Vi er selv gået nye veje og har fået succes med det, og derfor ser vi med stor sympati på et projekt som denne cykeltur jorden rundt," siger Jesper Christensen, der sammen med Henrik Nielsen tegner Print2People. "Egentlig ville globetrotterne bare have hjælp til trykning af 1.000 visitkort, men da vi hørte om turen tilbød vi at gå ind med mere støtte til deres projekt som hovedsponsor. Så i kraft af sponsorsamarbejdet, bliver de nu ikke alene udstyret med en god portion visitkort fra Print2People, men får også økonomisk støtte til turen".
Turen varer omkring to år
Det er Nicolai Bangsgaard på 29 år og Martin Amor på 30 år, der nu sætter sig i sadlen for at tage cykelturen igennem Europa, Asien, Australien, Amerika og retur til Europa. Omkring 31.000 kilometer venter forude, og den anslåede rejsetid bliver omkring to år. Første etape starter den 10. april, hvor turen går til Polen.
Jesper Christensen: "Henrik og jeg kan begge lide, at gøre tingene lidt utraditionelt, hvilket også har spillet ind i hele idégrundlaget for vor virksomhed, så vi er helt med på det crazy projekt, som Nicolai og Martin har tænkt sig at gennemføre. Vi glæder os til at se deres billeder fra rejsen og høre mere om deres spændende oplevelser."
Interesserede kan følge med i jordomrejsen på: www.print2people.dk eller www.worldtravellers.dk , hvor der løbende vil blive bragt billeder og spændende beretninger fra turen.
Foto: De to cykelenthusiaster Nicolai Bangsgaard og Martin Amor starter deres cykeltur jorden rundt den 10. april.
Kontakter
Emner
IT