Nemt og handy værktøj til læsebesværede
Pressemeddelelse juni 4, 2004 ITDansk firma udvikler oplæserprogram
til papirtekster og hjemmesider.
Mange danskere har svært ved at læse. Det kan skyldes ordblindhed eller fordi de er svagtseende af den ene eller anden grund. Men en lang større gruppe af læsebesværede er faktisk personer, der selv om de måske bestrider gode jobs, aldrig er blevet fortrolige med grammatikken måske på grund af mangelfuld skolegang. Men uanset hvad årsagerne kan være, er det et faktum, at der er en masse mennesker, der ikke kan holde sig orienteret via avislæsning eller finde glæden ved at gå på opdagelse i litteraturens vide verden. Selv breve fra familie eller offentlige instanser forbliver ukendte med mindre man har en nær person, der kan fungere som oplæser.
Men sådan behøver det ikke at være længere. Det danske firma Pro Soft har nemlig udviklet et nemt og handy hjælpemiddel, der kan give teksterne lyd. Alt hvad der behøves er en almindelig computer, en lille scanner samt et specielt oplæseprogram, kaldet LingoScan Standard 1.02. Så scanner man eksempelvis forsiden af ens avis og efter et lille øjeblik begynder en stemme at oplæse teksten, som i øvrigt kan vælges på ni forskellige hastigheder. Det hele er udviklet så enkelt, at selv ældre, som ikke er computer-kyndige hurtigt kan lære at betjene de få taster, der skal til for at styre denne funktion.
Hør en hjemmeside
Internettet. En hel ny verden åbner sig nu for den læsehæmmede. For programmet kan også gå ind og scanne en given hjemmeside og efterfølgende fortælle om indholdet. Og det begrænser sig ikke kun til danske hjemmesider, men også udenlandske. Foreløbig har Pro Soft 10 forskellige sprog som man kan tilkøbe. Har man mere end et sprog installeret, vil LingoScan Standard 1.02 selv omstille til det andet sprog, så teksten kan oplæses på originalsproget.
Oplæserprogrammet benyttes også i skoler til tale- og sprogundervisning af fremmedsprogede elever. Her kan eleverne både lytte og samtidig se, hvordan de enkelte ord udtales. Men firmaet bag LingoScan Standard 1.02 ser også mange andre muligheder for anvendelse. Eksempelvis kan studerende eller erhvervsfolk i forbindelse med udarbejdelse af en stil, en tale eller en rapport, have stor gavn af at høre det skrevne, inden det eventuelt skal fremlægges for andre. På den måde kan man sætte sig i modtagerens sted og bogstaveligt talt høre, hvis der er noget, der skal rettes.
Sideløbende har firmaet også udviklet en lille bærbar løsning kaldet Handy-Eye. Den kan bruges eksempelvis under indkøb, hvor den svagtseende kan få oplæst varedeklarationer. En stor hjælp, der sikrer, at det er de rigtige varer, der ender i indkøbsvognen.
Yderligere informationer fås hos ProSoft på telefon 57 52 93 90 eller på www.prosoft.dk
Kontakter
Emner
IT