PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/navlesnorsstamceller-sikret-mod-skybrud-12163

Navlesnorsstamceller sikret mod skybrud

Pressemeddelelse juli 11, 2011 Familie

Danmarks indtil videre eneste private stamcellebank, StemCare, har foretaget store investeringer for at sikre godt 6500 uerstattelige navlesnorsstamcelle-prøver i at gå tabt i tilfælde af skybrud og nedbrud.

Torsdag den 7. juli kunne man i medierne læse, at Kræftens Bekæmpelses Biobank ulykkeligvis er blevet hårdt ramt af skybryddet lørdag den 2. juli. Selvom langt størstedelen af biobankens indhold blev reddet, er en del følsomme cellelinjer gået tabt.

Nyheden skabte stor uro blandt flere forældre, der har sikret deres børns navlesnorsstamceller hos Danmarks eneste private stamcellebank, StemCare på Sauntesvej i Gentofte. I løbet af torsdagen modtog StemCare således godt 100 henvendelser fra forældre, der ville sikre sig, at deres børns navlesnorsstamceller var i god behold.

Massive investeringer forhindrer ødelæggelser

’Heldigvis har vi i StemCare ikke oplevet problemer af nogen art efter skybruddet, da vi i forbindelse med indflytningen sidste år foretog en række investeringer for at sikre os mod nedbrud og oversvømmelser. Sådanne forholdsregler mener vi, at vi skylder de forældre, der viser os den tillid det er at sikre et så uerstatteligt materiale, som navlesnorsstamceller er’, fortæller administrerende direktør Lisbeth Juhl Christensen.

’De nedfrosne navlesnorsstamceller ligger godt beskyttet i meterhøje tanke med flydende nitrogen. Skulle en situation opstå, hvor vi mod forventning ikke kan komme til tankene, sikrer et manuelt reservesystem tilstrækkelig tilførsel af nitrogen. Det betyder, at cellerne ikke påvirkes af eventuelle strømsvigt. Herudover har vi installeret vandsensorer på gulvene. Vandsensorerne er koblet direkte til såvel vagtcentralen som til et internt alarmsystem, så vi straks kan gribe ind, hvis der mod forventning skulle trænge vand ind i de lokaler, hvor nitrogentankene opbevares. Risikoen herfor er dog absolut minimal, da vi dels har sikret, at kælderetagen er inddelt i niveauer, så netop vand vil fordele sig alle andre steder end i nitrogentankrummet, dels har sikret, at vore kloaksystemer ikke overbelastes i tilfælde af skybrud’, fastslår Lisbeth Juhl Christensen.

Interessen for at sikre sine børns navlesnorsstamceller i forbindelse med fødslen stiger støt i takt med offentliggørelsen af flere og flere lovende resultater fra stamcelleforskningen. Man regner således med, at blandt andet navlesnorsstamceller i fremtiden vil få en stor plads i forbindelse med behandling af en lang række sygdomme som fx diabetes, sklerose, hjerte-kar-sygdomme, knogleskørhed og Alzheimers.

Emner


Familie