PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/nationalt-kulinarisk-institut-%C3%A5bner-i-nordjylland-1593

Nationalt kulinarisk institut åbner i Nordjylland

Pressemeddelelse august 19, 2005 Helse

Efter mange år med spændende, men spredte initiativer i dansk gastronomi, har Culinary Institute of Denmark sat sig for at samle trådene i Aalborg.

Kokkeskole 1
Danmark har længe manglet et center, der samler viden og skaber dialog imellem hotel- og restaurationsbranchen, fødevareproducenter og forbrugere.
Det mener Per Mandrup, som lige så længe har arbejdet på en vision om et sted, som er en kombination af en vidensbank, et akademi, et forskningscenter og et uddannelsesinstitut. Nu står han midt i det - Culinary Institute of Denmark - og kniber sig i armen, imens han som leder glæder sig til at åbne dørene til den officielle åbning onsdag den 24. august.
Arkitekturen i det kulinariske center vidner om kompromisløshed, åbenhed og sammenhæng. Kvalitet, stil, form og farver handler nemlig ikke kun om sanselige oplevelser på tallerknerne. De stilrene omgivelser med åbne køkkener bliver en inspirerende medspiller i de kommende gastronomiske udfoldelser.
Her er højt til loftet og udkig til himlen og til blæsten fra Limfjordens vande. Og masser af ambitioner, som har fået næring fra Per Mandrups besøg i udlandet:
- Jeg har besøgt Norges Gastronomiske Institut, Sveriges Måltidets Hus og USA´s Culinary Institute of America. Hver gang tænkte jeg: ”Det må da også kunne lade sig gøre i Danmark”.

Nordjylland et naturligt centrum
Da et velegnet sted til det nye kulinariske center skulle findes, faldt øjnene på Aalborg. Byens Tekniske Skole er kendt i hele Europa for at hente gastronomiske medaljer hjem, så hvad var mere oplagt, end at bygge instituttet i tilknytning til skolen. Og Nordjylland har indtil videre - været et overset kulinarisk område på trods af gamle landbrugs- og fiskeritraditioner. For blandt nordjyder er det skik at gå stille med dørene. Også selvom man producerer de mest fantastiske råvarer. Hvor mange har for eksempel opdaget, at slagter Munch fra Skagen laver nogle af verdens bedste skinker?
Sådan findes der mange kvalitetsfødevarer over hele landet og i vore nordiske nabolande, som Culinary Institute of Denmark nu vil sætte et velfortjent spotlys på.
På instituttet er afstanden kort imellem teori og praksis og imellem jord og bord. De åbne køkkener er bygget i sammenhæng med formidlingsrum, og lige i nærheden ligger Jordbrugsskolen og sørger for forsyningen af friske grønsager direkte fra marken. I instituttets egen have står krydderurter plukkeklar, og på en skråning er anlagt en lovende vinmark.

Teambuilding i køkkenet
Grundlaget for et vellykket måltid er et godt samarbejde i køkkenet. Derfor er netop køkkenet en naturlig ramme for teambuildingkurser, som Culinary Institute vil tilbyde virksomheder, organisationer og foreninger.
Gastronomer kan få en akademisk uddannelse og vælge imellem en vifte af efteruddannelser. Fra 2006 vil undervisningen foregå på engelsk for at sætte gang i et internationalt samarbejde.
For gastronomisk interesserede private forbrugere vil der være arrangementer, hvor man f. eks. kan opleve, hvilken betydning gode råvarer har for livskvaliteten.
- Gastronomer, fødevareproducenter og forbrugere danner en cirkel, hvor vi er afhængige af hinanden, siger Per Mandrup, - Vi vil engagere dem alle ved at tilbyde skræddersyede kurser og afholde konkurrencer. For det er oplevelser, information og forståelse, der giver efterspørgsel på kvalitet, som er hjørnestenen i den danske fødevarekultur.



Culinary Institute of Denmark, Rørdalsvej 8, 9000 Aalborg. www.culinaryinstitute.dk
Kontaktperson: Lars Thaysen tlf. nr. 7250 5353/ 2526 6353, e-mail: [email protected]


Billedtekst:
I instituttets gastronomiske teater står enhver koks drøm et Molteni komfur. Her kan publikum følge med fra stolerækkerne og via storskærme se, hvad der sker i gryderne, når stjernekokke optræder med deres kokkekunst.

Kontakter


Emner


Helse