PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/n%C3%A5r-kunstens-kreative-verden-m%C3%B8der-virksomhedernes-hverdag-3134

Når kunstens kreative verden møder virksomhedernes hverdag

Pressemeddelelse september 8, 2006 Uddannelse

Når medarbejderne i virksomheden får lov til at udfolde deres kreative evner, styrker det virksomhedens drift.

Kunst handler om kreativitet, om at kunne betragte sin omverden på en anderledes måde og lade sig inspirere af det, der sker omkring én. En kunstner skal tro på sig selv og sin idé og turde forfølge sit mål. Det kan lyde, som om det ligger temmelig langt fra den daglige rutine på arbejdspladsen, men det gør det ikke nødvendigvis. Den virksomhed, der forstår at knytte forbindelsen mellem kunstens kreative verden og virksomhedens dagligdag, vil opdage, at netop kunsten kan være en nærmest uudtømmelig kilde til inspiration i virksomhedens udvikling.  

Hvad kunstens kreative verden kan tilføre erhvervslivet, tager Syddansk Erhvervsakademi fat på med en heldagskonference på Koldinghus den 19. september. Blandt talerne er Lotte Darsø, lektor i innovation på Learning Lab Denmark på Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU. Lotte Darsø har beskæftiget sig med brugen af kunst og kultur i erhvervslivet i en årrække og har skrevet såvel artikler som bøger om emnet.

-Der er eksempler på, hvordan forfattere har arbejdet med en virksomheds medarbejdere for at styrke deres måde at udtrykke sig på skriftligt. Målet har ikke været at få dem til at skrive bedre breve til kunderne, men at gøre dem mere bevidste om selve skriveprocessen og træne dem i at bruge og stole på deres egne kreative evner, så de generelt bliver bedre til at udtrykke sig skriftligt, siger Lotte Darsø, og hun fortsætter:

-På samme måde har virksomheder brugt professionelle instruktører til at sætte teaterstykker op, hvor medarbejderne spiller de forskellige roller. Men hvor det i virkeligheden drejer sig om, at medarbejderne skal arbejde med de kreative sider hos sig selv og på den måde finde nye måder at anskue problemer på, finde løsninger og udvikle deres samarbejde.

Programmet for konferencen er alsidigt. Foredrag veksler med gruppediskussioner, parvise gåture og gennemgang af musiske værker ved den slovenske violinist Miha Pogacnik. Alt sammen for at indkredse, hvor den enkelte kan hente inspiration fra til at gribe sit arbejde anderledes an.

-Målet er ikke at gøre virksomhedens medarbejdere til små kunstnere. Men at skabe forståelse for, hvordan kunstens kreative verden kan inspirere og løfte medarbejderne og give dem en række nye redskaber, de kan anvende i hverdagen. Et af målene med dagen er netop at inspirere den enkelte til at blive opmærksom på og  arbejde med sin egen kreativitet i forhold til udfordringerne på jobbet, forklarer Lotte Darsø.

Pressen er velkommen til at deltage i konferencen. Kontakt venligst Torben Kirkegaard på tlf.  
2025 5408 / 7625 1316

Flere oplysninger om konferencen på www.sde.dk

Kontakter


Emner


Uddannelse