PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/motionister-f%C3%A5r-mindre-m%C3%A9n-efter-blodpropper-6598

Motionister får mindre mén efter blodpropper

Pressemeddelelse februar 5, 2009 Helse

Daglig motion giver bedre liv efter blodprop i hjernen

En sund livsstil kan bidrage til at forebygge blodprop i hjernen. Men motion kan mere end det. Forskere på Bispebjerg Hospital har netop påvist, at fysisk aktive ældre, der får en blodprop i hjernen, har mildere skader og kommer sig bedre end dem, der har ikke har rørt kroppen.

Det budskab vil Hjerteforeningen og HjerneSagen gerne have, at danskerne tager til sig. De to foreninger er netop gået sammen om en landsdækkende kampagne, der har til formål at sætte fokus på at forebygge blodprop i hjernen. Og som et led i kampagnen handler det om at få danskerne op af sofaen.

Kom op af sofaen!

Læge Lars-Henrik Krarup fra Bispebjerg Hospital har igennem to år undersøgt 265 ældre mennesker i 70-års alderen, som er blevet ramt af en blodprop i hjernen og spurgt dem om deres motionsvaner, før de blev ramt.  

Studiet viser, at de ældre, som var bedst til at komme op af sofaen og i det hele taget var aktive i deres dagligdag, havde færre symptomer og dobbelt så store chancer for at komme sig bedre efter en blodprop end dem, der sad stille hele dagen. Det hænger muligvis sammen med, at skaden var mindre, da de fik den, forklarer Lars-Henrik Krarup.

- Man kan ikke løbe sig fra en blodprop i hjernen, men vores studie viser, at selv to timers daglig motion øger dine chancer for at få et bedre liv efter en blodprop i hjernen.

Motion betyder ikke nødvendigvis, at man skal tilbringe timer i fitnesscentret, forklarer Lars-Henrik Krarup og fortsætter:

- Ældre mennesker svarer ofte nej til, at de dyrker motion, fordi de forbinder det med at gå i et fitnesscenter, men det at støvsuge eller at slå græsset kan også være motion, så længe de får pulsen op. Derfor har vi spurgt ind til aktiviteter, som de foretager sig dagligt.

Er det mon en prop i hjernen?

Hjerteforeningen og HjerneSagen sætter i disse uger fokus på blodprop i hjernen. I en ny kampagne opfordrer de danskerne til at kende de fire vigtigste symptomer på blodprop i hjernen og ringe 1-1-2 med det samme, hvis de observerer symptomerne hos sig selv eller en pårørende.

Symptomer på blodprop i hjernen:

  • pludseligt opståede føleforstyrrelser i arme og ben
  • pludseligt opståede lammelser i arme og ben
  • pludseligt opstået hængende mundvig
  • pludseligt opståede problemer med at danne sætninger og afkode tale.

Apopleksi, som er fællesbetegnelsen for en blodprop eller en blødning i hjernen, er en af vor tids helt store livsstilssygdomme, som hvert år rammer omkring 15.500 danskere. I langt de fleste tilfælde er der tale om en blodprop i hjernen. Cirka 4.700 dør af sygdommen hvert år, hvilket gør den til den tredjehyppigste dødsårsag i Danmark.

Læs mere på www.hjernesagen.dk og www.hjerteforeningen.dk

For mere information kontakt:

Lotte Bucka, projektleder, Hjerteforeningen, tlf.: 33 67 00 19

Lise Beha Erichsen, direktør for HjerneSagen, tlf.: 36 38 85 42

Lars-Henrik Krarup, læge, Bispebjerg Hospital, tlf.: 26 27 92 20

Kontakter


Emner


Helse