Motion er en vej til hjertesundhed
Pressemeddelelse april 21, 2006 HelseHjerteforeningen i Hillerød markerer årets hjerteuge med en stribe åbne motionsarrangementer
Hvert år dør 140 borgere i Hillerød af hjertekarsygdom. Det viser Hjerteforeningens statistik på de kommende kommuner og regioner, som netop er udkommet. Statistikken viser også, at 637 borgere i Hillerød indlægges med hjertekarsygdom hvert år. Motion er en forudsætning for at holde hjertekarsygdom på afstand, og derfor markerer Hjerteforeningen i Hillerød årets hjerteuge med præsentation af en række motionsarrangementer.Hjerteforeningen i Hillerød har indledt et samarbejde med Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, DGI Frederiksborg Amt og med lokale idrætsforeninger, så hjerteugen kommer til at stå i motionens tegn.
Hjerteugen indledes lørdag den 29. april, hvor Hillerød Lokalkomité opstiller en pavillon på Torvet i Hillerød. Her præsenterer Hjerteforeningen årets tema, som handler om at tage vare på egen hjertesundhed.
- Selv om eksperter skønner, at de fleste hjertesygdomme kan forebygges, er det alligevel sådan, at en ud af tre danskere dør af en hjertekarsygdom, fortæller Mikael Vinberg, formand for Hjerteforeningen i Hillerød.
I pavillonen på Torvet er der også repræsentanter til stede fra DGI Frederikborg Amt, Hillerød Stavgangsforening, Hillerød Petanque, HGI Gymnastik, Hillerød Square Dance og Hillerød Folkedansere, som fortæller de besøgende om deres idræt.
I ugens løb bliver det muligt at stifte nærmere bekendtskab med flere af idrætsforeningerne, som holder kurser eller indbyder til præsentation af deres motionsform.
Kampagnen i hjerteugen sætter fokus på hjertekarsygdom som den væsentligste dødsårsag i Danmark med sloganet ”Tør du ta chancen” som en hentydning til dem, der ikke har valgt den hjertesunde livsstil.
- Vi er utrolig glade for samarbejdet med idrætsorganisationerne. Hvis vi kan få flere medborgere til at dyrke motion, kan vi begrænse antallet af hjertekarsygdomme, siger Mikael Vinberg.
Program for hjerteugen i Hillerød:
Lørdag d. 29. april kl. 10.00 - 12.00:
Hjerteforeningen Hillerød og idrætsorganisationer præsenterer hjerteugens budskaber i pavillon på Torvet i Hillerød.
Mandag d. 1. maj kl. 10.00 - 12.00:
HGI Gymnastik holder kursus: Der er instruktion i gymnastik i en time, hvorefter der er hygge og samvær med kortspil, dart, ture i skoven mv.
Tirsdag d. 2. maj kl. 17.00 - 20.00:
Hillerød Petanque holder kursus: Instruktør og baner er til rådighed for deltagerne.
Tirsdag d. 2. maj kl. 19.00 - 21.30:
Hillerød Folkedansere indbyder til en aften med folkedans.
Torsdag d. 4. maj kl. 10.00 - 12.00:
HGI Gymnastik holder kursus: Der er instruktion i gymnastik i en time, hvorefter der er hygge og samvær med kortspil, dart, ture i skoven mv.
Yderligere oplysninger:
Mikael Vinberg, 61 77 63 63 eller Lene Wiehe, DGI, 48 25 12 22.
Læs mere om kampagnen og hjertestatistikken på Hjerteforeningens hjemmeside www.hjerteforeningen.dk
Billedtekst:
Hjerteforeningens kampagnefolder opfordrer til, at man tager hånd om sin egen sundhed, så man undgår at høre til den tredjedel af danskere, der dør af hjertekarsygdom.
Kontakter
Emner
Helse