PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/monument-for-krigssejlere-indvies-i-nyborg-p%C3%A5-d-dag-24594

Monument for krigssejlere indvies i Nyborg på D-dag

Pressemeddelelse maj 29, 2018 Søfolk Indvielse Sømænd Anden verdenskrig Forsavn

Søfolk i allieret tjeneste får nu et varigt minde, som tak for deres indsats under Anden Verdenskrig. Nyborg, der under krigen var en af de store udmønstrings-havne i Danmark, lægger bolværk til skulpturen.

25 danske skibe og omkring 800 danske søfolk var med ved de allieredes landgang, D-dag i Normandiet  6. juni 1944.

Den sidste tilbageværende fynske sømand, der var med i den massive indsats, som sikrede de allierede et brohoved på det europæiske fastland, er 96-årige Evald Brinck. Han er blandt talerne på havnen i Nyborg, når krigssejlerne får deres eget monument.

”Ønsket om et mindesmærke for krigssejlerne har stået på i omkring 30 år her i Nyborg,” fortæller formand for Nyborg Marineforening, Kurt Verner, der selv er tidligere sømand og som sådan har sejlet med mange af de overlevende krigssejlere.

I alt mistede mere end 1.000 danske søfolk i allieret tjeneste livet under krigen, og deres indsats skal huskes, mener Kurt Verner, der sammen med resten af Marineforeningen i Nyborg har været initiativtagere til mindesmærket.

Det er Albani Fonden, der har bevilget de nødvendige midler, og det bliver borgmester i Nyborg, Kenneth Muhs, der står for den officielle afsløring af mindesmærket, en skulptur udført af den fynske kunstner Lars Abrahamsen.

”I Nyborg er vi stolte af vores historie, og her spiller havnen en stor og vigtig rolle. Derfor er vi også glade for, at vi nu dagligt kan se på en markering, der viser os, at vi også er en del af en maritim historie, som spillede en vigtig rolle under 2. verdenskrig,” forklarer Kenneth Muhs.

Der er museumsdirektør, dr. phil. Erland Porsmose, Østfyns Museer, der har stået for den historiske udredning.

For yderligere information, kontakt :
Formand for Nyborg Marineforening Kurt Verner, 6531 6395
Borgmester Kenneth Muhs, 2159 9966


Vedhæftet findes programmet for afsløringen 6. juni 2018
Deltagerliste mv. kan rekvireres hos borgmestersekretær Susanne Nielsen, 6333 6805.

Fakta om krigssejlere
6000 søfolk sejlede under allieret flag og deltog i høj grad i de vigtige konvojsejladser over Atlanten. Sejladserne sørgede for vitale forsyninger til de allierede styrker. Krigsmateriel blev produceret i USA, som var uden for aksemagternes rækkevidde og skulle transporteres af søvejen til Europa.
1000 danske søfolk mistede livet mellem 1939 og 1945.
I 2017 blev de danske søfolk en del af Mindelunden i København. Indtil da havde Mindelunden hædret personer fra den danske modstandsbevægelse.

Fakta om skulpturen ”FORSAVN”
Udført af den midtfynske billedhugger Lars Abrahamsen (f. 1953).
”FORSAVN” er cirka fem meter høj i aluminium, placeret på et fundament udformet som et cirkelrundt bjælkeunderlag. Skulpturen giver dels minder om et skib, der synker med forstavnen pegende op mod himlen, men kan også opfattes som et stort sejl eller som en stor drejenål på det underliggende kompas-fundament.
På siden af dækket er monteret fire bronzeplader med en mindetekst og navnene på de 35 søfolk fra Nyborg, der omkom i allieret krigstjeneste.

Emner


Søfolk Indvielse Sømænd Anden verdenskrig Forsavn