PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ministeren-sk%C3%B8d-skolernes-motionsdag-i-gang-11212

Ministeren skød Skolernes Motionsdag i gang

Pressemeddelelse oktober 15, 2010 Børn og Unge

Undervisningsminister Tina Nedergaard skød den 27. udgave af Skolernes Motionsdag i gang på Husum Skole, hvor 300 børn stod klar til at spæne af sted på ministerens signal.

DSC 0210

- Det er ikke hver dag, man som minister får lov til at opleve en dag som denne, og jeg har glædet mig rigtig meget til at komme, sagde undervisningsminister Tina Nedergaard til de 300 børn fra 0.-3. klasse på Husum Skole, som stod klar til at tage hul på Skolernes Motionsdag, ligesom ca. 700.000 andre elever over hele landet.
- Klar, parat - TUUUUT, lød det, da ministeren efter sin lille peptalk til eleverne trykkede hornet i bund og gav signal til de 300 trippende børn om, at NU måtte de sætte i gang. Børnene spænede ud til deres poster, hvorfra de skulle løbe rundt i den lokale park og samle point.
- Det er en fornøjelse at se den iver, eleverne har for at bruge deres krop. Motion er godt for både hjerter og hjerner. Det er sjovt og skaber nye venskaber. Vi har alle et ansvar for, at børn og unge hver dag får rørt sig i skolen og i fritiden og ikke vælger fjernsynet frem for fodbolden eller danseskoene. Derfor glæder det mig, at vi i Danmark har en tradition som Skolernes Motionsdag, hvor stort set alle skoler i landet bakker op om at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at dyrke motion, siger undervisningsminister Tina Nedergaard.

Kickstarter til mere motion
Det er Dansk Skoleidræt og TrygFonden, der står bag Skolernes Motionsdag - et af verdens største motionsarrangementer for børn. Dagen sætter hvert år mere end 700.000 børn og voksne i bevægelse fredag før efterårsferien, og i år er der fokus på løb – på den sjove måde.
- I skolerne har vi eleverne samlet, så her er det vigtigt at give børnene gode idrætsoplevelser, så de får lyst til at dyrke idræt i fritiden og i fremtiden. Med Skolernes Motionsdag håber vi, at de får en af disse gode oplevelser, siger Lene Mygenfordt, der er formand i Dansk Skoleidræt.
I år har Dansk Skoleidræt og TrygFonden i samarbejde med en af Danmarks hurtigste maratonløbere gennem tiderne Allan Zachariasen udarbejdet et gratis inspirationsmateriale til alle landets skoler om at løbe på den sjove måde.

Billedet kan anvendes ved omtale af denne pressemeddelelse og ved krediteringen: "Foto: Undervisningsministeriet".

For yderligere information:
Christina Hoffmann, kommunikationschef i Dansk Skoleidræt, tlf. 23339022

Fakta om Skolernes Motionsdag:

  • Arrangeres på landsplan af Dansk Skoleidræt med støtte fra TrygFonden
  • Afholdes i 2010 for 27. gang
  • Er et af verdens største motionsarrangementer med omkring 700.000 deltagere fra 98 pct. af landets skoler
  • Afholdes altid den sidste fredag før skolernes efterårsferie og suspenderer undervisningen og sætter motion på skoleskemaet
  • Er opfundet på Fyn i 1982 under titlen ”De fynske skolers motionsløb”. Her gjaldt det udelukkende 3, 5 og 10 km løb.
  • Dagen har sin egen hjemmeside www.skolernesmotionsdag.dk med tips til træning mm.

Hvorfor Skolernes Motionsdag?  - Sundhedsfakta:

  • Mange børn i Danmark bevæger sig for lidt. Eksempelvis viser en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut, at hvert 6. barn i alderen 7-15 år ikke dyrker idræt i sin fritid. Dagligdagen består af stillesiddende aktiviteter i skolen og foran fjernsyn, playstation og computer, og den eneste bevægelse, børnene får, er således via de ugentlige idrætstimer i skolen.
  • Sundhedsstyrelsen påpeger, at minimum 60 minutters fysisk aktivitet hver dag kan medvirke til at forebygge følgende sygdomme: Hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk, diabetes, fedme, muskel- og skeletlidelser, stress, visse former for kræft, depression, demens og knogleskørhed.
  • Livsstil og risikofaktorer fra barndommen overføres til voksenlivet. 70 pct. af de, der er overvægtige som unge, bliver det også som voksne.

Emner


Børn og Unge