½ million brugere på Adamogeva.dk som åbner ny hjemmeside
Pressemeddelelse juli 4, 2014 Sex rådgivning Pubertet Kærester Unge Følelser Kristne værdier KropAdamogeva.dk skiller sig ud ved at rådgive de unge om sex, krop og følelser baseret på kristne værdier og etik.
Pressemeddelelse for AE
Adamogeva.dk leverer ærlig og seriøs sexualrådgivning til de unge. Hele 74.000 besøgte adamogeva.dk i juni måned. Det er ny rekord for den i forvejen populære hjemmeside, som samtidig slår dørene op til helt nydesignede omgivelser. Adamogeva.dk skiller sig ud ved at rådgive de unge om sex, krop og følelser baseret på kristne værdier og etik. En tilgang som ser ud til at være efterspurgt af danske unge.
De seneste 12 måneder har hjemmesiden ifølge Google Analytics haft 530.000 unikke besøgende. Et tal der svarer til halvdelen af alle danske unge i alderen 11-25 år, som er målgruppen for Adamogeva.dk. Fra den spæde start i 2006 er siden således vokset til i dag at være en stor seriøs og anerkendt ressource for de unges følsomme spørgsmål.
Bag adamogeva.dk står en række kirkelige organisationer med Indre Mission i spidsen. 80 frivillige fagpersoner skriver vedkommende og kærlige svar på de unges spørgsmål og arkivet rummer i dag tæt på 4000 svar.
Om sidens kristne værdigrundlag forklarer Asbjørn Asmussen, som er konstitueret redaktør for hjemmesiden:
"Den kristne etik kommer til udtryk på den måde, at vi tager de unge og deres problemer alvorligt samtidig med at vi udfordrer dem til at forholde sig til hvad de vil med deres liv. Med andre ord: Vi svarer dem som regel på lidt mere end de spørger om. Og det er åbenbart noget som de unge sætter pris på. Flere har givet udtryk for, at vi har fået dem til at tænke, og det er netop det vi gerne vil"
Brevkassen modtager normalt 30-40 nye spørgsmål om ugen, men holder lukket her i sommerferien. Det gør hjemmesiden dog ikke. 1. juli åbnede adamogeva.dk en helt ny hjemmeside, som præsenterer det omfattende indhold på en mere attraktiv og overskuelig måde.
Spørgsmål kan rettes til
Asbjørn Asmussen
Tlf: 6060 6407
[email protected]
Emner
Sex rådgivning Pubertet Kærester Unge Følelser Kristne værdier Krop