PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/mestring-af-livet-med-adhd-5801

Mestring af livet med ADHD

Pressemeddelelse august 29, 2008 Børn og Unge

I behandlingen af ADHD er medicin ofte i centrum. At medicin langt fra kan stå alene er et synspunkt som Velfærdsministeren deler med Per Hove Thomsen, hovedkraften bag det nye Referenceprogram for børn og unge med ADHD. ADHD-foreningens konference 2008 sætter fokus på de mange andre elementer, der indgår i at mestre livet med ADHD.


Ifølge Velfærdsminister Karen Jespersen, åbningstaler ved ADHD-foreningens konference 2008, betyder mestring i ADHD regi at kunne leve et liv så nært "det normale" som muligt, men dét kræver hjælp:
"At mestre sit eget liv med en ADHD-diagnose betyder for mig, at man får mulighed for at skabe sig en tilværelse og leve så tæt på alle andre menneskers almindelige hverdag med for eksempel arbejdsliv og fritidsaktiviteter. Det forudsætter imidlertid, at man kan få den nødvendige hjælp og støtte, så det kan lade sig gøre. Det er det ADHD-foreningen arbejder for, og det jeg gerne vil hjælpe med," udtaler Velfærdsministeren. 

Medicin mikset med pædagogik
Det nye referenceprogram for børn og unge med ADHD anbefaler medicin som et led i forbedringen af livskvaliteten hos børn og unge med ADHD, men medicin skal kombineres med psykologiske og pædagogiske tiltag i skole og hjem, som fx samtale- og kursusforløb: 
"Medicin er veldokumenteret og effektivt, men for mange børn og unge med ADHD kan medicinen ikke stå alene. Det er vigtigt, at forældre og lærere bliver trænet," siger Per Hove Thomsen, formand for referenceprogrammet og overlæge ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov.
Han mener, at referenceprogrammet kan sikre en større ensartethed i tilbuddene til børn og unge med ADHD, idet "man har fået nedfældet dét, der er evidens for."
Virkeligheden for mennesker med ADHD er imidlertid, at medicinen sjældent bliver fulgt op med andre tilbud fortæller Direktør for ADHD-foreningen, Anne Worning: 
"Mennesker med ADHD kan bidrage og mestre livet, hvis de tilbydes bredspektret og støttende indsats. Heri indgår medicinsk behandling som et element ud af mange. Men ofte står medicinen for meget alene, fordi der ikke er krav til kommunerne om at tilbyde sociale og pædagogiske tilbud," siger hun.

ADHD over en bred kam
Coaching, hjælpemidler, indretning af læringsmiljøet og specialundervisning er bare nogle af de strategier formestring af livet med ADHD, som bliver præsenteret, når ADHD-foreningen den 4. og 5. september 2008 inviterer til årets konference på Hotel Nyborg Strand.
De øvrige hovedtalere er psykolog Sverre Hoem (NO) og professor Marina Danckaerts (BE), som taler om, hvordan man mestrer livet som voksen med ADHD og om træningsprogrammer for forældre og lærere.
21 workshops, udstillinger og værksteder sikrer faglige, spændende og engagerende indlæg om livet med ADHD.

For yderligere oplysninger kontakt:
Direktør for ADHD-foreningen Anne Worning, tlf.: 25 14 13 75, mail: [email protected]
Formand for ADHD-foreningen, Jette Myglegaard, tlf.: 20 32 99 01, mail: [email protected]
Professor og overlæge Per Hove Thomsen, tlf.: 22 28 78 89, mail: [email protected]

For pressedeltagelse på konferencen kontakt:
Kommunikationsmedarbejder Signe Skovgaard Schmidt, tlf.: 63 13 42 53, mail: [email protected]

Se det samlede konferenceprogram på ADHD-foreningens hjemmeside: http://www.adhd.dk/.

ADHD (Attention Deficit/Hyperactivity Disorder) er en hyppigt forekommende opmærksomhedsforstyrrelse, som optræder hos 3-6 % af børn og 2-4 % af voksne.

Emner


Børn og Unge