Massive Udsattebesparelser fejres
Pressemeddelelse oktober 22, 2014 Udsatte Landsforeningen af VæreSteder Besparelser Ulighed VærestedNy kampagne skal åbne politikernes og samfundets øjne for massive besparelser på udsatteområdet siden 2010
Landsforeningen af VæreSteder (LVS) lancerer d. 22/10 en ny kampagne, der skal sætte fokus på massive besparelser på udsatteområdet. Ifølge LVS' beregninger og tal fra Danmarks Statistik løber besparelserne på udsatteområdet op i 30 % siden 2010.
Kampagnen går under titlen 'Less is more' og henviser dermed til det paradoksale i, at politikerne tilsyneladende mener, at man bedst hjælper de socialt udsatte ved at spare. Kampagnematerialet består af en udsattefemkrone, som ligner en almindelig femkrone, men hvor 30% er skåret væk. Dertil en folder og en plakat. Materialet er sendt ud til alle folketingspolitikere, borgmestre, øvrige aktører på socialområdet samt landets større medier.
Sekretariatschef i Landsforeningen af VæreSteder, Cliff Kaltoft, forklarer: "Vi har i lang tid forsøgt at råbe politikere, pressen og befolkningen op for at gøre opmærksom på det dybt uretfærdige i, at de, der i forvejen er blandt de svageste i samfundet, gang på gang står sidst i køen, når midlerne skal fordeles, og først i køen, når der skal spares. Vi håber, at vi med denne kampagne for alvor kan skabe opmærksomhed omkring denne uretfærdighed."
Kampagnematerialet er skrevet i en stærkt ironisk tone. Afsenderen af materialet er angivet som ”FinHansministeriet”, der udråber det som en kolossal succes, at denne besparelse er blevet en realitet.
”Når vi vælger at lave materialet i denne tone, er det fordi, at vi i årevis har forsøgt at komme igennem med budskabet om, at de svageste bliver reduceret – uden at blive hørt. Men det paradoksale er, at det materiale, vi har udsendt, ligeså godt kunne være kommet fra et rigtigt ministerium, fordi vi ofte bliver mødt med den konklusion, at det er en succes, når udsatteområdet beskæres. Vi har endda overværet egentlige Less is More-konferencer, arrangeret af Socialministeriet, som handlede om, at mindre skulle være bedre”.
Som et led i kampagnen uddeles prisen Årets FinHans til den organisation, der, ifølge en afstemning på Facebook, har ydet det største bidrag til denne reduktion af udsatteområdet. Alle kan deltage i afstemningen, som foregår på facebookbegivenheden Årets FinHans. De nominerede er Folketinget, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Kommunernes Landsforening, Ministeriet for Sociale Forhold samt Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark. Afstemningen løber fra d. 22/10 og tre uger frem og afsluttes med en overrækkelse af prisen hos vinderen.
Besparelsen på 30 % er baseret på tal, som er svært gennemskuelige. ”Det er jo absurd. Vi bliver konstant mødt af krav om viden, evidens og dokumentation, men de tal, vi skal dokumentere på baggrund af, er næsten umulige at arbejde med. Det understreger blot endnu engang den ligegyldighed, der hersker over for de socialt udsatte og spillerne på området”, siger Cliff Kaltoft.
Ifølge tal fra Danmarks Statistik har især landets væresteder, som ellers har stor succes med at skabe lyst til forandring blandt netop socialt udsatte, lidt hårdt under de kraftige nedskæringer.
Afstemningerne foregår på facebook-begivenheden Årets FinHans. Her kan kampagnematerialet også læses elektronisk. Ønskes kampagnematerialet fysisk, kan det rekvireres ved henvendelse til Landsforeningen af VæreSteder på [email protected].
Kontakter
Cliff Kaltoft
SekretariatschefLandsforeningen af VæreSteder
✉ cliff******** Vis...
☎ 2147**** Vis...
http://www.vaeresteder.dk
Emner
Udsatte Landsforeningen af VæreSteder Besparelser Ulighed Værested