PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/massiv-interesse-for-agro-bizz-%C3%A5bne-g%C3%B8dningspriser-2289

Massiv interesse for Agro Bizz’ åbne gødningspriser

Pressemeddelelse februar 10, 2006 Landbrug og Fiskeri

Besøget på handelsfirmaets hjemmeside er tidoblet efter, at man som første grovvarefirma i Danmark er begyndt at arbejde med helt åbne priser på handelsgødning.

Grovvarefirmaet Agro Bizz A/S har tilsyneladende ramt plet, da firmaet her i begyndelsen af januar begyndte at operere med helt åbne priser på handelsgødning på firmaets hjemmeside www.agrobizz.com.

Odense-firmaet er det eneste på det danske grovvaremarked, der offentliggør sine priser på et ellers lukket gødningsmarked.

- Meget tyder på, at der virkelig har været et stort behov for vores initiativ, pointerer Agro Bizz indehaver, Flemming Rasmussen. Det sker med henvisning til, at besøgstallet på firmaets hjemmeside er tidoblet i de første tre uger efter lanceringen af den åbne prispolitik på handelsgødningsområdet.

- Vi tolker den store interesse derhen, at der er og har været et meget stort behov hos danske landmænd for at kunne tjekke prisniveauet på handelsgødning i Danmark. Og hos Agro Bizz er vi selvfølgelig glade for, at vi på den måde kan bidrage til at få skabt en åbenhed på markedet, som gør danske landmænd i stand til at handle deres handelsgødning til konkurrencedygtige priser, understreger Flemming Rasmussen.

Tror ikke på faldende gødningspriser

Omkring den aktuelle situation på gødningsmarkedet understreger det fynske handelsfirma, at forskellige landbrugsrelaterede analytikere på det seneste har vurderet, at priserne på gødning vil være faldende.

- I vore fremadrettede kontrakter med vore leverandører kan vi konstatere, at dette ikke er tilfældet, pointerer Flemming Rasmussen, og tilføjer:

- Vel er dollaren faldet, og vel er naturgasprisen faldet. Men de øvrige energipriser har været stigende, og vi nærmer os foråret, som er den årstid, hvor forbruget af handelsgødning i landbruget er størst.

Flemming Rasmussen forklarer videre, at priserne på urea har været vigende på det seneste, mens de såkaldte NS-gødningerne har været stigende med op til 3 kroner pr. 100 kg. Stigningerne på NPK-gødninger har til gengæld være lidt mindre.

- Vi kan igen mærke, at de østeuropæiske landmænd køber mere gødning. Det er samtidig vigtigt at bemærke, at østeuropæerne handler lidt tidligere end normalt, og det er ikke uvæsentligt set i sammenhæng med, at der er et begrænset udbud af gødninger til eksport fra gødningsproducenterne i Østeuropa, understreger Flemming Rasmussen.

- På den baggrund er det vores vurdering, at gødningspriserne fortsat vil have en stigende trend, om end i et noget langsommere tempo end vi så i slutningen af 2005, slutter han.


Kontakter


Emner


Landbrug og Fiskeri