PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/mark-information-%C3%A5bner-kontor-i-jylland-1845

Mark Information åbner kontor i Jylland

Pressemeddelelse oktober 17, 2005 IT

Mark Information Åbner kontor i Århus. Baggrunden er en stor tilgang af kunder vest for Storebælt, hvor efterspørgslen efter software til produktionsgulvet er i hastig vækst.

Den danske IT-virksomhed Mark Information, som hjælper virksomheder med at opsamle nøjagtige tidstro produktionsdata, har netop slået dørene op til et nyt kontor i Århus. Virksomheden har gennem det seneste års tid oplevet en markant stigning i efterspørgslen efter systemer til effektivisering af produktionsmiljøet især i Jylland hvor produktionsvirksomhederne er stærkt repræsenteret.

- Der er en udvikling i gang i øjeblikket, hvor danske produktionsvirksomheder investerer heftigt i software til optimering af arbejdsgangene. Det sker som følge af pres fra lavtlønslandende, som enten tvinger virksomhederne til at flytte ud eller styrke konkurrencekraften herhjemme. En meget stor del af denne udvikling foregår i Jylland, hvor meget af vores forretningsgrundlag i forvejen er funderet. Derfor etablerer vi nu kontoret i Århus, siger Steffen Meyer, administrerende direktør i Mark Information.

En af de jyske virksomheder, der har valgt at effektivisere produktionen i Danmark frem for at outsource er Randers Tandhjulsfabrik. Efter at have undersøgt mulighederne for at flytte produktionen til Kina valgte administrerende direktør Søren Fischer at investere i optimering af arbejdsgangene på fabrikken i Randers:

- Jeg var som mange andre forelsket i tanken om at kunne skære en betragtelig luns af produktionsomkostningerne og ad den vej gøre os mere konkurrencedygtige. Men kineserne kunne ikke levere den forventede kvalitet. Vi har gennem mange år opbygget en knowhow her i virksomheden, som er meget svær at matche for de ufaglærte medarbejdere i lavtlønslandene. Så vi valgte at optimere produktionen i stedet for med Mark Informations løsning, siger Søren Fischer.

Arla Foods, Danish Crown, MAN B&W og Roug A/S er eksempler på andre virksomheder vest for Storebælt, som samarbejder med Mark Information.

Mark Informations kontor i Århus bemandes i første omgang af en salgskonsulent og en systemkonsulent. Kontoret skal løbende udvides med flere medarbejdere og kompetencer. Adressen på kontoret er Østergade 1, 8000 Århus C.

Virksomhed i vækst
I løbet af det seneste år har Mark Information været igennem en stor omstruktureringsproces. Virksomheden har fået et helt nyt ledelsesteam med nye kompetencer på direktørniveau, i salg, markedsføring, support, forretningsudvikling og økonomi. Det seneste årsregnskab viste markant vækst på alle fronter i virksomheden.

Om Mark Information A/S
Mark Information er en af Europas førende udbydere af systemer til dataopsamling, job- og bemandingsplanlægning, projektregistrering, tidsregistrering samt adgangskontrol. Mark Information markedsfører ProMark som anvendes af mellemstore og store virksomheder i hele Norden. Kundelisten tæller navne som blandt andet Arla Foods amba, Carlsberg Danmark A/S, Danish Crown, Rockwool A/S, Roug A/S, Brdr. Hartmann A/S, Odense Staalskibsværft A/S, H. Lundbeck A/S og Radiometer Medical A/S, SAS Technical Services. Mark Information har hovedkontor i Danmark og salgsselskaber i Sverige, Norge og England. Der er flere oplysninger på www.mark-info.dk.

For yderligere information, kontakt venligst:
Steffen Meyer, administrerende direktør i Mark Information Danmark A/S, tlf. 46 90 00 56

Kontakter


Emner


IT