Mange job, mange dimittender
Pressemeddelelse marts 3, 2016 Job ArbejdsmarkedAntallet af job til unge nyuddannede med videregående uddannelser er altid en god indikator på jobmarkedets tilstand. Dømt på Karrieredagene anno 2016 ser det rigtig godt ud. På Karrieredagene har de 160 deltagende virksomheder omkring 750 job med, som de ønsker besat – en ny rekord på denne side af finanskrisen. Samtidig bliver der uddannet mange med videregående uddannelser, og med en relativ høj dimittendledighed er der stadig højtuddannede, der et par år efter afsluttet kandidat stadig ikke er kommet i job. Dette giver virksomhederne et stort udvalg af kandidater til stillingerne og øget konkurrence mellem de nyuddannede.
Karrieredagene er Danmarks største job- og karrieremesse og finder sted i de fire store universitetsbyer i uge 10. Virksomhederne er både private og offentlige, de dækker forskellige brancher og er alle interesserede i unge nyuddannede fra videregående uddannelser. Ligesom der er stor spredning på brancher, er der også stor spredning geografisk. Virksomheder fra byer mellem Aalborg i nord og Rønne i øst er på udkig efter nyuddannede. Nogle virksomheder har reelle job med de ønsker besat, mens andre ønsker dialog og netværk med de nyuddannede, som kan blive en del af deres talentpulje. Der er 160 virksomheder med på Karrieredagene, og der forventes 8.500 studerende og nyuddannede dimittender.
Annette Meding, ansvarlig for Karrieredagene, udtaler i den forbindelse:
”Det er en lidt uvant situation, at virksomhederne har flere job med og puljen af dimittender samtidig vokser, der er simpelthen vækst begge steder. Det stiller krav begge veje. Virksomhederne skal blive endnu bedre til at vælge den rette kandidat, og de nyuddannede og studerende skal gøre endnu mere for at have en attraktiv profil. Netop på Karrieredagene kan begge møde hinanden i øjenhøjde og få den personlige dialog. Her skal især de studerende være velforberedte og klar på deres tilgang til virksomhederne. Det er spændende for begge parter, hvordan de håndterer dette. Samtidig er det et godt udviklingstegn for hele arbejdsmarkedet, at de mange job kan besættes af højtkvalificerede nyuddannede.”
Karrieredagene afholdes:
- Aalborg, tirsdag d. 8. marts kl. 10-16 i Gigantium, Willy Brandts Vej 31, 9220 Aalborg Øst
- Aarhus, onsdag d. 9. marts kl. 10-16 i Radisson Blu, Margrethepladsen 1, 8000 Aarhus C
- Odense, torsdag d. 10. marts kl. 10-16 i DOK5000, Havnegade 18, 5000 Odense C
- København, fredag d. 11. marts kl. 10-16 i DGI-byen, Tietgensgade 65, 1704 København V
Emner
Job Arbejdsmarked