PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/malkek%C3%B8er-f%C3%A5r-brusebad-til-klovene-4757

Malkekøer får brusebad til klovene

Pressemeddelelse januar 11, 2008 Landbrug og Fiskeri

En automatisk klovvasker, der spuler møg af køernes klove, er en af nyhederne på Agromek 2008, hvor den er nomineret til Agromekprisen for dyrevelfærd. Rene klove er nemlig nøglen til bedre klovsundhed i danske kostalde, der i de senere år har været plaget af en smitsom hudsygdom.

PB4 7020
Vandet sprøjter ind på klovene fra 44 dyser.

Fra alle vinkler sprøjter vandet ind på koens klove fra 44 dyser placeret hele vejen rundt om det tre meter lange rustfri kar, som koen roligt går igennem. Da den træder ud på den anden side af klov-brusekabinen, er klovene fine og rene helt ind i alle kroge, og den næste ko er allerede i gang med brusebadet. De sortbrogede malkekøer stiller sig selv i kø ved klovvaskeren, og tilsyneladende nyder de vandstrålerne på klovene, for nogle standser veltilfredse op et øjeblik, før de går videre.

Men selvom køernes trivsel betyder rigtig meget for de danske mælkeproducenter, er det primære formål med klovvaskeren er ikke at skabe wellness-områder i løsdriftsstaldene. Mange køer har nemlig problemer med sygdommen digital dermatitis, en smitsom betændelse i huden omkring klovene, som giver køerne ømme klove. Sygdommen kom til Danmark for omkring 10 år siden, og det skønnes, at 85 procent af alle danske malkebesætninger er ramt. Udover at være ubehagelig for køerne er sygdommen også dyr for landmændene både i dyrlægeregninger og nedsat mælkeydelse.

Undersøgelser viser, at digital dermatitis kan minimeres, når køerne har rene klove. Derfor har mange hidtil ladet køerne gå igennem et fodbad tilsat det desinficerende middel, kobbersulfat. Men kobbersulfat blev i september 2006 forbudt af EU, og derfor manglede de danske kvæggårde en effektiv måde at rengøre køernes klove.

Den udfordring har Klaus Mørch fra Mørch Teknik i Ørsted taget op, og resultatet er produktet MT-Klovvask. Den spuler køernes klove rene med koldt vand under tryk - uden tilsætning af kemikalier af nogen art, og derfor er den både billig i drift og miljøvenlig. Og da køerne passerer klovvaskeren i forbindelse med malkningen, foregår klovvaskningen uden ekstra arbejde for landmanden.

MT-Klovvask er blevet til i samarbejde mellem danske landmænd og Mørch Teknik, som er specialister i automatiske anlæg til løsdriftsstalde. Udover klovvaskeren laver virksomheden blandt andet MT-Skrab, der skraber staldgulvene rene og MT-Malkedreng, som får køerne til selv at stille sig i kø til malkning, når de hører lyden af en klokke.

MT-Klovvask fra Mørch Teknik præsenteres som er en af årets nyheder på den internationale landbrugsmaskinudstilling Agromek fra den 15. til 19. januar i Herning, hvor den er nomineret til Agromekprisen for dyrevelfærd. Prisen uddeles på udstillingen tirsdag den 15. kl. 9.30.

Kontakter


Emner


Landbrug og Fiskeri


PB4 7020
Vandet sprøjter ind på klovene fra 44 dyser.
Hent | 1,42 MB | 2848 x 4288 | .JPG

PB4 7050
Køerne får helt rene klove efter en tur i MT-Klovvask.
Hent | 1,39 MB | 2848 x 4288 | .JPG

PB4 7064
Nogle af køerne standser et øjeblik og nyder fod-brusebadet.
Hent | 1,39 MB | 2848 x 4288 | .JPG

Zip og hent alle filer