Mal med tradition
Pressemeddelelse maj 12, 2004 Hus og HaveAutentiske naturmalinger og klassiske teknikker i nutidig boligindretning
Dét er overskriften på en bog netop genudgivet af virksomheden Skalflex i samarbejde med Høst & Søns Forlag.
I tiden efter årtusindeskiftet afspejler boligtendenserne, særligt i Europa, en stigende interesse for at bygge og indrette autentisk og originalt. Dette har ikke alene været en nostalgisk bølge, men også et udtryk for oprør mod den hektiske verden, vi befinder os i. Kunstnere og håndværkere har derfor videreudviklet og genindført klassiske færdigheder og materialer.
Det vigtigste formål med maling er selvfølgelig at beskytte og bevare overflader. Men når det så er sagt, spiller æstetikken, samt selve udsmykningsværdien som farver og struktur, også en stor rolle.
Modsat moderne maling, der ofte er baseret på kunststoffer såsom vinylacetat og akryl, fremstår klassisk maling med mere levende overflader og varierende strukturer - lige fra hvidtekalkens matte, let ujævne struktur over limfarver og fresko til glansen i shellak og fernis.
Farvestofferne, der benyttes til indfarvning af disse former for maling, fordeler sig ujævnt i blandingen således, at farven efter påstrygning fremtræder stærkere visse steder end andre, hvilket giver en dyb, smuk og unik overflade.
Mange klassiske malinger har den store fordel, at de er miljøvenlige. For det første stammer ingredienserne heri nemlig fra planter eller andre naturprodukter, såsom mineraler og jordfarvestoffer. For det andet har den fremkomne overflade mulighed for at ånde, da fugtigheden ikke lukkes inde bag en film af plastik.
Skalflex har udviklet mineralfarve i pulverform uden bindemiddel. Der er syv farvevarianter, der alle kan anvendes som farvestof i bl.a. limfarve, oliemaling, fresko og forskellige lakker, eller til indfarvning af kalk, cement, puds og mørtel. Mineralfarverne kan fås i spande af henholdsvis et halvt til halvandet kilo. Til de mindre opgaver kan mineralfarverne også erhverves i breve indeholdende hundrede til tre hundrede gram. Læs mere om brugen af mineralfarver i bogen: Mal med tradition!
Mal med tradition er en spændende lærebog om kreativ brug af naturmalinger på stort set alt fra møbler og brugskunst til murværk. Den indeholder endvidere et væld af spændende opskrifter til fremstilling af de traditionsrige gamle håndværksmæssige materialer, ligesom bogen er et farveorgie af flotte illustrative billeder.
Bogen kan ligesom mineralfarverne købes i de fleste byggemarkeder og udvalgte farvebutikker. Telefon 86 61 22 99 oplyser nærmeste forhandler.
Billedtekst: Med øl og mineralfarver kan en kedelig urtepotte forvandles til spændende og dekorativ kunsthåndværk.
Kontakter
Emner
Hus og Have