PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/madm%C3%B8det-t%C3%A6nder-spotlightet-p%C3%A5-midt-og-vestjyske-f%C3%B8devarer-26744

Madmødet tænder spotlightet på midt- og vestjyske fødevarer

Pressemeddelelse maj 24, 2021 Madmødet Local Food Lokale fødevarer Gastronomi Vestjylland Midtjylland Business Region MidtVest

Den store tværkommunale fødevarefestival Madmødet bliver afholdt for første gang i dagene 27.-30. maj 2021. Der vil blive sat spotlight på alle de fantastiske lokale fødevarer som produceres og bearbejdes i de 7 kommuner, der udgør Business Region MidtVest.

Pr foto Madmødet 2021 6

Restauranter sætter lokale fødevarer på menuen, landmænd inviterer fremmede til debat og middag hjemme i stuehuset, Rosa bager kage af lokale råvarer, Mads Langer synger fællessang om klimaet hos Naturkraft, et nyt vestjysk spiritusbrand lanceres og en lang række lokale fødevareproducenter åbner dørene for at vise alle deres produkter. Med mere end 80 events rundt i det midt- og vestjyske bliver der rig mulighed for at undersøge, smage og diskutere områdets lokale fødevarer, når Business Region MidtVest i weekenden 27. – 30. maj inviterer alle der spiser, bestemmer, høster og forarbejder til Madmødet 2021, der er en fælles fejring af de lokale fødevarer.

Til forskel fra de andre danske fødevarefestivaller, så afholdes Madmødets mange events rundt hos de lokale fødevareproducenter, restauranter, kulturinstitutioner, uddannelsessteder, gårdbutikker, fiskefartøjer, havne, bryggerier, gårde og andre steder med rod i fødevareoplevelser- og produktion. Og med de nye lempelser i forhold til Covid-19, er konceptet velegnet til afholdelse.

Fordelene for os er, at de mange events er lagt ude hos landmændene, fiskerne, virksomhederne, restauranterne og producenterne selv, og på den måde kan de håndtere deres gæster og på tryg vis præsentere dem for de fantastiske fødevarer, der produceres her i vores område. Vores mål er at samle politikere, meningsdannere og beslutningstagere og få dem til at kigge ind i den fremtidige fødevareproduktion her i vores område, og på den måde skabe gode vækstbetingelser for virksomhederne. Samtidig vil vi servere nogle gode smagsoplevelser for borgerne,” siger Susanne Nors, Leder af Business Region MidtVest.

På Madmødet.dk er der en samlet eventoversigt over de mange arrangementer, som man kan tage familien med til i dagene 27. – 30. maj. Der er alt lige fra konferencer om branding af fødevarer til fællesspisning på Hvide Sande Havn, smagsoplevelser hos gårdbutikker, mejerier og middage hos destillerier, bryghuse, kulturhuse og ude på gårdene.

Vil skabe værdi og stolthed

Målet med Madmødet er først og fremmest at skabe værdi for områdets fødevarevirksomheder, og dermed øge antallet af arbejdspladser i de syv kommuner, der udgør Business Region MidtVest. Men Madmødet er også et udstillingsvindue og en mulighed for borgerne til at se, hvad området kan præstere inden for fødevareerhvervet, og der er bestemt en masse at være stolt af. Det mener i hvert fald formand for Business Region MidtVest, Skives borgmester Peder Chr. Kirkegaard.

”Det er lykkedes at samle hele spekteret af fødevareaktører i de syv kommuner, lige fra den lille nicheproducent til de store fødevarevirksomheder. Det giver et bredt udbud af arrangementer som kan give værdi for de virksomhedsledere, som deltager i vores konferencer, og for de mange borgere som under Madmødet vil komme helt tæt på deres lokale producenter, og dermed få øjnene op for, hvor godt man spiser her i Midt- og Vestjylland,” påpeger Peder Chr. Kirkegaard.

Fakta:
Direkte link til programmet: https://www.madmodet.dk/program-2021/

Madmødet 2021 afholdes 27. – 30. maj 2021 i syv Midt- og Vestjyske kommuner

Business Region MidtVest er et samarbejde mellem de syv kommuner Skive, Holstebro, Struer, Lemvig, Herning, Ringkøbing-Skjern og Ikast-Brande. Visionen er, at kommunerne gennem fælles handlinger og aktiviteter vil opnå større gennemslagskraft i arbejdet for vækst, beskæftigelse og bosætning

Business Region MidtVest er arrangør af Madmødet i tæt samarbejde med en lang række lokale fødevarevirksomheder og -producenter, kulturinstitutioner, uddannelsesinstitutioner, storkøkkener og restauranter

Madmødet 2021 vil sætte fokus på Midt- og Vestjylland som hele Danmarks spisekammer

Madmødet 2021 vil foregå på en række forskellige lokationer i de syv kommuner. Både i byerne, på landet, i stalden, på marken, i naturen, på havnene og skibene

Er man interesseret i at være deltager i Madmødet 2021, kan man finde yderligere information på hjemmesiden Madmødet.dk

Madmødet er også signatureventet for Europæisk Gastronomiregion i 2020-2021.

Eksempler på arrangementer under Madmødet:

Til bords hos …. Lystbækgård, Nørgaards Geder, Nr.Vosborg, Da Winti, Harrild Hede, Vesterhavsmosten, Oddesund, Knaplund Destilleri, Slagteriet Holstebro, Picnic Festival v. Jenle og Spøttrup Borg, Stauning Whisky, Thise Mejeri, Hvide Sande Havn, Westjysk Smag, Højbo & Green Select, Elværket

Krydsfelt i Naturkraft

Internationals at Knaplund Destilleri

Spis ved bondens bord

Walk Talk & Eat

Konference: Bæredygtige Fødevarer v. Bæredygtig Herning

På besøg hos din lokale gårdbutik

Madcaminoen

Konference: Robotter til lands og i luften

Madteater på Nr. Vosborg

Konference: Hvordan brander vi fremtidens lokale fødevarer?

Ø, Øl & Østers på Fur Bryghus

Kontakter


Emner


Madmødet Local Food Lokale fødevarer Gastronomi Vestjylland Midtjylland Business Region MidtVest