PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/m-s-sagafjord-inviterer-til-%C3%A5bent-skib-p%C3%A5-roskilde-havn-23512

M/S Sagafjord inviterer til ”åbent skib” på Roskilde Havn

Pressemeddelelse marts 27, 2017 Roskilde Winnie Liljeborg Roskilde fjord Sagafjord

Lørdag den 1. april markerer for 28. år i træk sæsonstart med det sejlende vartegn på Roskilde Fjord. I år er der særlig grund til at feste, for det karakteristiske skib er endelig færdig efter en to år lang renovering for et tocifret millionbeløb fra køl til mast. Derfor slår skibets ejer og besætning gangbroen ud og inviterer alle interesserede til ”åbent skib” 1. april med røde pølser til de små og en enkelt skibsøl til de voksne.

Sagafjord

I tre årtier har det været M/S Sagafjord, som har sejlet roskildenserne rundt på deres egen historiske fjord, vist domkirkebyen frem fra vandsiden til turister og vugget løs med glade selskaber, som ville have Roskilde fra vandsiden som kulisse til festen. Faktisk er det blevet til over 700.000 gæster siden 1988.

Kompromisløs renovering
700.000 gæster igennem mange år slider på skibet, og derfor var det også en tiltrængt renovering, som ejeren af skibet, Winnie Liljeborg, nu har færdiggjort med blandt andet nye spisesaloner, køkken, soldæk og en totalrenoveret motor, der vil holde kedlen i kog i mange år fremover.

For skibsinspektør Jørgen Pedersen, som har været en del af besætningen alle år – i folkemunde også kaldet Mr. Sagafjord – har det været en helt speciel oplevelse at være med til at bringe M/S Sagafjord tilbage i storform.

”Winnie sagde til os, da vi sendte skibet på værft, at hvis vi blev stillet over for to valg i renoveringen, skulle vi altid vælge den bedste kvalitet og den løsning, som vi mente var bedst for skibet. Det varmer mit gamle sømandshjerte, og den tilgang er alene grunden til, at vi står med så prægtigt et skib, som jeg mener har de bedste år foran sig på Roskilde Fjord. Jeg tillader mig faktisk at være lidt stolt på Winnies, besætningens og Roskildes vegne”.

Mere liv på havnen
Også den nytiltrådte direktør på M/S Sagafjord, Niels Parsner, tror på, at et ny renoveret M/S Sagafjord vil skabe mere liv på havnen i Roskilde.

”I al beskedenhed, så er det min oplevelse, at jeg er trådt ind i en institution i Roskilde. Det forpligter jo, og den tillid skal vi forsøge at øge i takt med, at vi får folk ombord. Nu har vi fået  optimale rammer til at skabe oplevelser ude på fjorden og få mere liv på havnen. Men nu starter vi altså først med at invitere til åbent skib arrangement for dem, som er interesserede. Det glæder vi os til,” siger Niels Parsner.

M/S Sagafjord fejres med åbent skib arrangement
Lørdag den 1. april klokken 11.00-12.00 har alle interesserede mulighed for at komme om bord og med egne øjne se, hvordan skibets nye saloner og soldæk tager sig ud. M/S Sagafjord vil servere røde pølser til de mindste og skænke en skibsøl til de lidt større. Derudover vil Roskilde garden marcherer forbi og spille op.

Klokken 13.00 og igen klokken 18.00 er det muligt at købe billet til årets første sejlende frokost eller middag om bord.

Kontakter


Emner


Roskilde Winnie Liljeborg Roskilde fjord Sagafjord