PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/lys-og-vand-giver-blomstrende-liv-997

Lys og vand giver blomstrende liv

Pressemeddelelse januar 13, 2005 Landbrug og Fiskeri

Potteroser, der passes med kærlig omhyggelighed, giver et taknemmeligt og farverigt flor

PAR036P02
Af og til går man forbi butikkernes indbydende potteroser uden at købe en. For man kan være usikker på, om det skønne blomsterflor nu også holder, når planten er placeret i vindueskarmen eller på sofabordet?
Hertil er kun ét at sige: det er helt op til potteroseejeren selv, hvor lang tids glæde, hun eller han vil have af den.
En potterose kan holde blomstringen i helt op til fire uger, hvis man passer den rigtigt. Og derefter kan den igen og igen sætte knopper, der forærer ejeren den ene nye, blomstrende glæde efter den anden.

Det kræver dog, at ejeren behandler sin rose med omhyggelighed. Den skal stå, hvor der er lyst og helst også svalt. Og som alle andre, levende væsener har potterosen brug for vand. Planten må ikke tørre ud. Sker det, taber den både blomster og knopper.
Den optimale vandingsmetode er at hælde vandet i underskålen, hvorfra rosen drikker med spidserne af sine rødder. Efter cirka ti minutter med rødderne i vand, skal man tømme underskålen igen for det vand, der måtte være tilbage. Det forhindrer skader på rosens rødder.

Men intet levende væsen kan eksistere af vand alene, så også en potterose kræver næring. Den skal have gødning sammen med vandingsvandet, idet næringsstofferne, altså salte og metaller, optages gennem rødderne.
Det kræver en særlig omhyggelighed af ejeren at give den rette mængde gødning, for det er ikke let. Får planten for lidt, bliver de gamle blade gule, eller planten undlader at vokse. Får den for meget, kan rødderne blive ødelagt, og så kan planten også gå i stå i væksten. Derfor vil det som regel være bedst at give en lille smule gødning med vandingsvandet, hver gang rosen får en sjat fra vandkanden.
Men rosen skal kun gødes i den periode, den vokser, nemlig inden den begynder at blomstre. Mens rosen er i blomst, vokser den kun lidt og skal derfor kun have meget lidt gødning i vandet. Om vinteren er lyset så svagt, at de fleste planter holder op med at gro. I hvileperioden skal rosen have fred og ikke stresses med gødning i vandet.

Når vinteren er overstået, flytter potterosen gerne med uden for, hvor ejeren kan plante den i en krukke eller direkte i havejorden. Uden for har rosen de rette betingelser for at vokse yderligere og blive til rosenbusk.

Potteroserne er udviklet af Poulsen Roser A/S i Fredensborg, der har 126 års erfaring i at udvikle nye sorter af roser og clematis. Firmaet har modtaget et utal af medaljer og er leverandør til det Kgl. Danske Hof. Hvert sekund døgnet rundt sælges der to Poulsen-roser eller clematis et sted i verden. Planterne produceres i flere end 50 lande.
Poulsen Roser A/S drives af stifterens oldebarn, Pernille Olesen og hendes mand, Mogens N. Olesen. Læs mere på hjemmesiden www.poulsenroser.dk

Billedtekst: Clara TM Parade Ž hedder denne skønne rose, der kan blomstre i op til fire uger, hvis man blandt andet husker, at den skal have rigeligt med vand og lys.

Kontakter


Emner


Landbrug og Fiskeri