Leg med børnene styrker hjertet
Pressemeddelelse april 21, 2006 HelseHjerteforeningen Syddjurs markerer årets hjerteuge med en sjov og sjælden oplevelse i naturen
Hvert år dør 163 borgere i Syddjurs af hjertekarsygdom. Det viser Hjerteforeningens statistik på de kommende kommuner og regioner, som netop er udkommet. Statistikken viser også, at 637 borgere i Syddjurs indlægges med hjertekarsygdom hvert år.Motion er en forudsætning for at holde hjertekarsygdom på afstand.
Derfor inviterer Hjerteforeningens lokalkomité i Syddjurs i samarbejde med DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) børn og bedsteforældre til bedsteforældreaften på naturskolen ved Sletterhage Fyr den 3. maj kl. 18 - 21. Forældre er også velkomne.
- Børn og voksne kan røre kroppen og smilebåndene, mens de deltager i sjove konkurrencer, som arrangeres af DGI. Efter legene er et bål og dej parat til at bage snobrød. Der er sodavand til børnene, fortæller Kjeld Rasmussen, formand for Syddjurs Lokalkomité.
Naturskolen ligger naturskønt på Sletterhage på spidsen af Helgenæs. Udsigten er fantastisk, i klart vejr kan øjet spotte Århus, Samsø og Tunø rev. Gå ikke glip af muligheden for at se solen gå ned over vandet, mens du leger med børnene. Måske får du også glimt af et marsvin, der leger i vandet.
- Hvert år dør godt 20.500 danskere i alle aldre af hjertekarsygdom, det svarer til et ud af tre dødsfald. Danskerne kan selv gøre en indsats for at undgå hjertekarsygdom. Nul røg, motion og sund kost er vejen frem, siger Kjeld Rasmussen.
Kampagnen i hjerteugen sætter fokus på hjertekarsygdom som den væsentligste dødsårsag i Danmark med sloganet ”Tør du ta chancen” som en hentydning til dem, der ikke har valgt den hjertesunde livsstil.
Deltag i bedsteforældreaften den 3. maj kl. 18 - 21 ved Sletterhage Fyr, Sletterhagevej 56,
Ørby, 8420 Knebel. Mødested er på parkeringspladsen. Tilmelding er ikke nødvendig, men alle forhåndstilmeldinger er velkomne af hensyn til det praktiske.
Nærmere oplysning hos formanden for Syddjurs Lokalkomité, Kjeld Rasmussen på telefon: 86 34 25 66.
Læs mere om kampagnen på www.hjerteforeningen.dk
Billedtekst:
Hjerteforeningens kampagnefolder opfordrer til, at man tager hånd om sin egen sundhed, så man undgår at høre til den tredjedel af danskere, der dør af hjertekarsygdom.
Billedtekst 2:
Naturskolen ligger naturskønt på Sletterhage på spidsen af Helgenæs.
Kontakter
Emner
Helse