PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/leasing-lokker-6809

Leasing lokker

Pressemeddelelse marts 18, 2009 Motor

Gode tilbud på privatleasing rykker markedet. Mange penge at spare på større familiebiler.

Citroen C5 Tourer a

Bilpriser.dk
Privatleasing kan være løsningen i usikre tider
Er man usikker på fremtidsudsigterne, kan man med privatleasing undgå at investere en mindre formue i en bil. Og det kan tilmed være billigere.

Bilvurderingstjenesten Bilpriser.dk har i samarbejde med dagbladet B.T. undersøgt, om privatleasing efterhånden er et reelt alternativ til køb. Tidligere kunne det kun betale sig at lease dyre biler som Mercedes-Benz og BMW, men nu er flere andre, heriblandt Honda, Opel og Citroën kommet med attraktive leasingtilbud. Små biler og biler under cirka 240.000 kroner kan det stadig ikke betale sig at lease, viser minianalysen.

4.588 kroner pr. måned
Et af de gode leasingtilbud er på en Citroën 1.6 HDI stationcar med 110 hk. At køre 60.000 km over tre år i den bil koster 165.157 kroner. Det er 4.588 kroner om måneden. Med i prisen er førstegangsbetalingen, renteudgifter på lån til førstegangsbetalingen og leveringsomkostningerne, service og dæk, men ikke brændstof, forsikring og ejerafgift.

Besparelse: 46.000 kroner
Køber man derimod Citroën'en og sælger den efter tre år og 60.000 km, løber de samlede omkostninger op i 211.223 kroner, inklusive nettorenteudgifterne på et lån, der dækker hele bilens pris samt låneomkostningerne. Brændstof, ejerafgift og forsikring er heller ikke inkluderet her. Forskel: 46.066 kroner, lige til at putte i lommen.
En Opel Vectra 1.9 CDTI Elegance II stationcar, der er på vej ud af markedet for at blive afløst af Opel Insignia, kan det også betale sig at lease. Her er udgiften ved at lease på 5.594 kroner om måneden plus brændstof, forsikring og ejerafgift. Besparelsen i forhold til at købe er 49.183 kroner.
Leasing af en BMW 318d stationcar kan man spare 82.254 kroner, og på en Mercedes-Benz B 180 CDI sedan er der hele 135.522 kroner at spare på samme betingelser.

Bedre at beholde bilen
I sandhedens tjeneste bør det nok nævnes, at de færreste privatkøbere sælger deres bil efter tre år og kun 60.000 km. I denne periode er afskrivningen temmelig hård. Hvis man beholder sin bil i fem-seks år, bliver afskrivningskurven fladere og totaludgiften per kilometer vil ende med at blive noget lavere end ved et salg efter kun tre år.

Hold dig fra små biler
Biler under cirka 230.000-240.000 kroner samt små biler kan det ikke betale sig at lease. Blandt de tilbud, der blev indhentet til minianalysen, var der flere eksempler på dette: På en Kia c'eed 1.6 CRDI Active mister man 10.415 kroner over tre år, på en Fiat 500 1.2 Pop taber man 15.638 kroner, og på en Peugeot 207 Comfort Plus 1.4 HDI taber man hele 36.157 kroner.

Tryghed i hverdagen
Hvis man i disse krisetider er usikker på fremtidsudsigterne og familieøkonomien, kan leasing være en god idé - hvis man vel at mærke sørger for at få en leasingkontrakt med kort opsigelse. Man mister måske nok sin førstegangsbetaling på 15.000-35.000 kroner, men at sælge en bil før tiden koster lagt mere. På www.forbrug.dk er der er offentliggjort en stor leasingundersøgelse, man bør studere grundigt. Er man FDM-medlem, kan man eventuelt få FDM's jurister til at kikke kontrakten igennem, før man underskriver.

Mange gode grunde til at lease
Chefanalytiker Niels Grøftehauge fra Bilpriser.dk synes, der kan være mange gode grunde til at lease frem for at købe:
"Mange, der er lidt klemte på økonomien, kører rundt i en ældre bil, der nok er mindre værd, end de tror. De kan vælge at give den i bytte på en anden brugt bil. De får så måske nok en høj byttepris, men de kommer måske også til at give 30.000 for meget for den ny bil. Jeg vil sige: Sælg dog bilen, for eksempel på en bilauktion som Autocom.dk, og brug så pengene på førstegangsbetalingen på en ny leasingbil hos en kendt leasingoperatør. Så skal de kun sørge for at få banken til at overføre de månedlige betalinger og fylde benzin på", siger han.

Selvfølgelig koster det at lave buler
Man skal ikke lade sig afskrække af, at man risikerer at skulle betale for skader på leasingbilen, mener han:
"Man skal selvfølgelig være opmærksom på afleveringsproceduren. Det kan koste penge til buler og rengøring. Men det koster altså også at aflevere en bulet og beskidt bil til en forhandler. De buler, som forsikringen burde have betalt, kan man ikke regne med at kunne tørre af på leasingselskabet eller forhandleren. Og så skal man huske, at man bliver tilbudt at skrive under på en forsikringsanmeldelse, når man afleverer bilen til leasingselskabet", påpeger han.

De 15 biler

Honda Accord 2.0 Comfort 4d 5g 156hk *
Køb 221.300
Leasing 111.625
Forskel: 109.675


Citroen C5 1.6 HDI 110 st. car 5d 5g 110hk
Køb 211.223
Leasing 165.157
Forskel: 46.066


BMW 116 1.6 Advance 3d 6g 122hk
Køb 184.680
Leasing 156.805
Forskel: 27.875


BMW 318d Touring
Køb 274.879
Leasing 192.625
Forskel: 82.254


Opel Vectra 1.9 CDTI Elegance II st. car
Køb250.595
Leasing201.412
Forskel:49.183


Honda Accord 2.0 Elegance 4d 5g 156 hk
Køb241.874
Leasing128.905
Forskel:112.969


Nissan Qashqai 1.6 Acenta
Køb206.862
Leasing176.127
Forskel:30.735


Nissan Note 1.4 City
Køb119.482
Leasing137.803
Forskel:-18.321


Nissan Micra 1.0 Visia City
Køb88.672
Leasing110.335
Forskel:-21.663


Mercedes A 180 CDI
Køb293.810
Leasing168.333
Forskel:125.477


Mercedes B 180 CDI
Køb345.085
Leasing209.563
Forskel:135.522


Kia c'eed 1.6 CRDI Active 90 hk
Køb146.310
Leasing156.725
Forskel:-10.415


Fiat 500 1.2 Pop
Køb94.527
Leasing110.165
Forskel:-15.638


Renault Twingo 1.2 16V Expression
Køb86.254
Leasing99.975
Forskel:-13.721


Peugeot 207 Comfort Plus 1.4 HDI
Køb119.823
Leasing155.980
Forskel:-36.157


Forudsætninger:
Ved køb er bilen belånt 100 pct.
Årlig rente er sat til 7 pct.
Stiftelsesomkostninger er 2.650 kr.
Variable omkostninger er 3,5 pct.
Låneperiode er 6 år.
Analyseperiode er 3 år/60.000 km
Dækpriser er medtaget, da Honda tilbyder
dæk med i leasingprisen.
Beløbet til førstegangsbetaling plus omkost-
ninger ved leasingstart er lånt til 8,1 pct. ÅOP
Leasingtilbud på Peugeot 207 1.4 HDI var på
30 mdr. med 18.000 km/år, men er omreg-
net til 36 mdr. og tillagt 6.000 kr. for 6.000
overkørte km á 1 kr.
* Honda Accord 2.0 Comfort er udsolgt.
Honda Accord kan kun leases, hvis man har
fået direkte tilbud fra Honda.
Leasingtilbud er fra Henrik Larsen Auto-
mobiler, Autohuset Vestergaard, Karvil Biler,
Kærgården Auto, Monk Biler, Peugeot
Amager, Stefan Kaas A/S, Bjarne Pape A/S,
Daimler, GM Danmark samt BMW Import.

Minianalysen kan downloades her: www.bilpriser.dk/bil-analyser/pdf/Leasingtabel.pdf

Emner


Motor