PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/lars-engberg-i-spidsen-for-danske-patienter-9588

Lars Engberg i spidsen for Danske Patienter

Pressemeddelelse april 19, 2010 Samfund

Tidligere overborgmester og sundhedsborgmester for Københavns Kommune har optimale forudsætninger for at samle patientforeningernes interesser til gavn for patienterne

Paraplyorganisationen Danske Patienter, der repræsenterer 70 patientforeninger med tilsammen 800.000 medlemmer, har på sit repræsentantskabsmøde i dag valgt Lars Engberg som formand.

Lars Engberg, der afgår som direktør for Nyreforeningen om få dage, kender det danske sundhedsvæsens udfordringer særdeles godt fra flere sider - både som direktør i Nyreforeningen og fra sin tid som politiker i Region Hovedstaden, i Københavns Kommune og som politisk chef for H:S (Hovedstadens Sygehusfællesskab).

Dermed besidder Lars Engberg de egenskaber, der gør ham til et oplagt valg som formand: Forståelse for patienters vilkår, forståelse for den sundhedspolitiske virkelighed, og ikke mindst faglig indsigt og et stort netværk.

Fungerende formand Stig Hedegaard Kristensen glæder sig til samarbejdet og understreger, at Lars Engberg er den helt rette til at varetage opgaven: "Jeg har stor tillid til Lars Engbergs faglige viden på sundhedsområdet, og til hans stærke engagement i
forhold til patienternes vilkår. Vi har fået en formand, der evner at samarbejde og skabe bred opbakning, og det er helt nødvendigt for at få patientperspektivet højt på den politiske dagsorden".

Der er nok af opgaver at tage fat på for den nyvalgte formand: Dårlige vilkår for medicinske patienter, usammenhængende indsats for mennesker med kroniske sygdomme og manglende tilbud til patienter med psykiske lidelser er nogle af de problemer, som mange patienter oplever.

"Det er uhyre vigtigt, at patientforeningerne står sammen, hvis vi skal fortsætte udviklingen mod et patientorienteret sundhedsvæsen. Der er indsamlet oceaner af patienterfaringer i de danske patientforeninger, og de skal bringes i spil når politikere og ledere træffer beslutninger i sundhedsvæsenet. Jeg ser frem til at stå i spidsen for danske patienter, og give mit bidrag til, at det altid er patienternes behov der er i fokus" udtaler Lars Engberg.
Lars Engberg er valgt for 2 år og tiltræder pr. dags dato.

Yderligere kommentarer:
Formand Lars Engberg, mobil 40 14 66 64
Næstformand (Fungerende formand indtil 19/4) Stig Hedegaard Kristensen, mobil 40 27 60 06
Direktør Morten Freil, mobil 30 54 43 49

Om Danske Patienter
Danske Patienter er paraplyorganisation for patientforeningerne i Danmark. Danske Patienter består af 14 foreninger med til sammen flere end 750.000 medlemmer. Astma-Allergi Forbundet, Colitis Crohn-Foreningen, Danmarks Lungeforening, Dansk
Epilepsiforening, Dansk Fibromyalgi-Forening, Diabetesforeningen, Gigtforeningen,
Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og
selvskade, Nyreforeningen, Parkinsonforeningen, Scleroseforeningen og Sjældne Diagnoser.

Kontakter


Emner


Samfund