PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/landsm%C3%B8de-i-4h-s%C3%A6tter-kurs-mod-fremtiden-23419

Landsmøde i 4H sætter kurs mod fremtiden

Pressemeddelelse februar 22, 2017 Henrik Dalum 4H Børn og mad

Vi har sat nogle ambitiøse mål, som bl.a. handler om, at vi skal løfte vores medlemstal betragteligt. Vi mener selv, at det er sandsynligt, da vi tilbyder aktiviteter som fuldstændig rammer ind i tidsånden, og med baggrund i nogle gode sunde værdier, som rigtig mange moderne børnefamilier deler med os.

Henrik Dalum pressefoto

Når 4H byder inden for til Landsmøde på Dalum Landbrugsskole d. 25. marts, så vil man møde en række helt nye ansigter blandt deltagerne. Ledelsen i 4H har nemlig valgt at invitere alle landboforenings- og familielandbrugsformænd fra hele landet med til årets Landsmøde.

”Vi har booket den store sal i år og inviteret formændene med til vores Landsmøde. For det første vil vi gerne klæde formændene godt på i forhold til at styrke deres viden og indsigt i, hvad vi laver i 4H. For det andet vil vi signalere, at vi er åbne for samarbejde, og heldigvis har vi i dag rigtig gode samarbejder med landboforeningerne og familielandbruget, men hos 4H er vi interesseret i at få et endnu tættere samarbejde,” fortæller Henrik Dalum, formand i 4H.

Økonomien på ret køl

Et væsentligt punkt på det årlige Landsmøde er økonomi, og her kan 4Hs formand glæde sig til at præsentere medlemmerne for et ifølge ham; pænt regnskab for 2016.

”I de tre år jeg har siddet som formand, har vi brugt rigtig mange kræfter på at få 4Hs økonomi på ret køl igen. Det er heldigvis lykkedes, og det betyder samtidig, at vi nu kan begynde at sætte fokus på endnu flere nye tiltag for medlemmerne og de mange frivillige,” påpeger Henrik Dalum. Årsresultatet for 2016 lander på den rigtige side af en kvart million kr. i overskud. Sammenlignet med resultatet fra 2014, der endte med et underskud på 600.000 kr.

Den 31-årige formand er ikke på valg i år, men har alligevel allerede nu meldt ud, at han genopstiller som formand til næste års Landsmøde i 2018.

Ny kurs

Hos 4H har man siden oktober 2016, hvor den nye leder af Fælleskontoret Hans Jørgen Hvitved tiltrådte, arbejdet på en ny strategi for 4H frem mod år 2020. På Landsmødet vil ledelsen orientere om forløbet og den videre proces, og Landsmødet inviteres til at diskutere den kommende Mission og Vision for 4H.

”Vi har sat nogle ambitiøse mål, som bl.a. handler om, at vi skal løfte vores medlemstal betragteligt. Vi mener selv, at det er sandsynligt, da vi tilbyder aktiviteter som fuldstændig rammer ind i tidsånden, og med baggrund i nogle gode sunde værdier, som rigtig mange moderne børnefamilier deler med os,” påpeger Henrik Dalum, og uddyber sit synspunkt med, at leg og læring omkring fødevarer, madlavning, dyrkning af haver og dyr er højt på dagsordenen hos mange børnefamilier.

”Forældre vil gerne give deres børn sunde madvaner, og lære dem hvor maden kommer fra, og hvordan den kan tilberedes. Det er præcis det, som mange af vores aktiviteter tager udgangspunkt i,” pointerer Henrik Dalum. 

Giv plads til frivillighed

4H er en mere end 100 år gammel børne- og ungdomsforening, og der er 4H klubber overalt i verden. Det verdensomspændende netværk benyttes flittigt af unge danske 4H medlemmer. På Landsmødet vil Frederik Kaae Kirk bl.a. fortælle om de oplevelser, han har haft på sine ture med 4H ud i verden i det seneste år.

Størstedelen af 4H’s aktiviteter foregår uden for de store byer, og her er foreningen med til at binde landsbyer sammen og skabe liv og aktivitet.

”Foreningslivet er utrolig vigtig for os, der bor ude i landdistrikterne, og jeg vil gerne opfordre alle til at blive frivillig i en af de mange foreninger, som skaber glæde og aktiviteter for børnene. Selvom du ikke føler, at du kan bidrage med en masse, så har en lille indsats også værdi, det kan vi se i 4H. Jeg håber også, at politikerne vil give mere plads til frivilligheden, for eksempel har vi oplevet at frivillige er blevet trukket i dagpenge, fordi de har hjulpet med en 4H aktivitet, og det virker jo helt skørt,” siger Henrik Dalum. 

På Landsmødet er der valg til landsledelsen, og i år er tre medlemmer på valg. Det drejer sig om, Hans Kristian Madsen (Egtved 4H), Rene Mejer Lauritsen (Vendsyssel 4H) og Maiken Hansen (Ejby/Glostrup 4H).

Fakta om Landsmødet:

4H Landsmøde

Sted: Dalum Landbrugsskole

Dato: 25. marts 2017. kl. 9.00-16.00.

Tilmelding senest 12. marts via 4h.dk 

Se mere på www.4h.dk

 

Fakta om 4H

  • 4H er for alle engagerede børn og unge med interesse for natur, dyr, haver og madlavning. 4H giver dig fællesskab gennem praktiske og kreative aktiviteter i din fritid
  • Formålet med 4H er, at skabe selvstændige, nysgerrige, ansvarlige og engagerede børn og unge, ved praktiske og kreative aktiviteter i forbindelse med natur, dyr, jord og mad.
  • 4H har klubber fordelt over hele Danmark
  • 4H har 4.525 medlemmer
  • De 4 H’er står for hånd, hoved, hjerte og helbred.
  • Se mere på www.4h.dk

Kontakter


Hans Jørgen Hvitved

Leder af Fælleskontoret 4H & LandboUngdom
4H
hjhv@******** Vis...
21761*** Vis...

Emner


Henrik Dalum 4H Børn og mad