PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/kvinders-hjerter-skal-under-lup-3366

Kvinders hjerter skal under lup

Pressemeddelelse november 7, 2006 Helse

Kvinder diagnosticeres for usikkert og er underbehandlede, hvad angår hjertekarsygdom. Hjerteforeningen efterlyser national strategi.

Kvinder er underdiagnosticerede og underbehandlede, når det gælder hjertekarsygdom. Sådan konkluderede Peter Clemmensen, overlæge på Hjertecentret på Rigshospitalet og næstformand i Hjerteforeningen, ved en konference om kvinder og hjertekarsygdom i København arrangeret af Hjerteforeningen. Under overværelse af H.K.H  Kronprinsesse Mary fremlagde forskere fra Danmark og Sverige deres viden om kvinder og hjertekarsygdom og gav et bud på, hvordan kan man kickstarte forskning på området.

Hver tredje danske kvinde dør af en hjertekarsygdom, der dermed er den hyppigste dødsårsag blandt kvinder herhjemme. Det er synd, for hjertekarsygdom kan forebygges, konstaterede Hjerteforeningens direktør, Susanne Volqvartz.

- Men vi mangler viden om symptomer og behandling af kvinders hjertekarsygdom. Jeg håber, at konferencen kan blive startskuddet til en gedigen forskningsindsats, sagde Susanne Volqvartz.

Forskellige symptomer
Ny viden peger på, at kvinders symptomer og reaktioner på hjertekarsygdom er forskellige fra mænds, og at kvinder reagerer anderledes på behandling end mænd. Kvinder har fx ringere overlevelse og helbredelse efter behandling end mænd har.

Torsten Toftegaard Nielsen, professor på hjertemedicinsk afdeling B på Skejby Sygehus og tidligere formand for Hjerteforeningen, slog fast, at dagens konference er med til at sætte et dansk fokus på et internationalt problem.

- Forebyggelse og livsstil spiller en kolossal rolle i behandlingen af kvinders hjertekarsygdom. Jeg håber, at konferencen munder ud i en national dansk strategi for behandling af hjertekarsygdom hos kvinder, sager Torsten Toftegaard Nielsen.

Konferencen er også startskuddet til et tematisk forskningsprogram, som strækker sig over de kommende fem år. Forskere inviteres til at udarbejde forskningsforslag og ansøgninger til Hjerteforeningen. Til foråret udgiver Hjerteforeningen også en konferencerapport i forbindelse med kampagnen ”Kvinder længe leve”.

9000 kvinder døde af en hjertekarsygdom og mere end 38.000 kvinder blev indlagt én eller flere gange med en hjertekarsygdom i 2005.

Foto: Hjerteforeningen/Klavs Bo Christensen

Billedtekster:
H.K.H. Kronprinsesse Mary ankommer til konference:
H.K.H. Kronprinsesse Mary blev præsenteret for den nyeste viden og behandling om kvinder og hjertekarsygdom på en konference på Diamanten, Det Kgl. Bibliotek i København arrangeret af Hjerteforeningen. Blomsterpige Amalie Nørgaard-Andersson på otte år tog imod.

Kronprinsesse Mary ved kvindekonference:
H.K.H. Kronprinsesse Mary lyttede intenst til førende forskere, der præsenterede viden om, hvordan hjertekarsygdom rammer kvinder ved en konference arrangeret af Hjerteforeningen. Hver tredje kvinde dør af en hjertekarsygdom. Alligevel er der ringe kendskab til kvinders hjertekarsygdomme blandt kvinderne selv og blandt fagfolk.

Kontakter


Emner


Helse