PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/kvinders-hjertekarsygdom-til-debat-3339

Kvinders hjertekarsygdom til debat

Pressemeddelelse november 1, 2006 Helse

Forskere tager pulsen på viden om kvinder og hjertekarsygdom

Der er stor forskel på mænd og kvinders hjertekarsygdom, men hidtil har især mænds symptomer, behandling og medicinering været undersøgt. Hjerteforeningen inviterer nu forskere til at tage pulsen på viden om kvinder og hjertekarsygdom og til at kickstarte forskning på området. Det sker på en konference Kvinder og hjertekarsygdom den 7. november.

Efter at have arbejdet med hjertekarsygdom i mere end 30 år peger en af deltagerne, den svenske professor Karin Schenck-Gustaffson, på at kønsforskellene er betydelige, og at der mangler viden om årsager og behandlingsmuligheder. Hun har med opbakning fra ledelsen på Karolinska Instituttet i Stockholm, hvor hun er professor i hjertesygdom, oprettet et forskningsinstitut i medicinske kønsforskelle, Centrum for Genusmedicin.

- Mænd og kvinder reagerer forskelligt på hjertesygdom på mange områder, siger hun.

Fx har blodprop i hjertet stort set altid samme klare symptomer hos mænd, mens symptomerne ofte er mere diffuse hos kvinder. Mænd mener, deres hjerteinfarkt skyldes et stresset job, mens kvinder er tilbøjelige til at give dem selv og deres livsstil skylden.

På Hjerteforeningens konference giver hun sit bud på, hvordan vi skal forske i kvinder og hjertesygdom.

Desuden byder konferencen på indlæg fra danske læger og forskere om risikofaktorer, symptomer, behandling med hormoner og andre former for behandling. Professor Torsten Toftegaard Nielsen sammenfatter konferencen, som skal munde ud i forslag til forskning, der kan give nødvendig viden om kvinder og hjertekarsygdom.

Se programmet for konferencen på www.hjerteforeningen.dk / Forskning / Konference om kvinder og hjertesygdom

Kontakter


Emner


Helse