PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/kvinderne-styrer-byggeprojektet-11189

Kvinderne styrer byggeprojektet

Pressemeddelelse oktober 12, 2010 Samfund

Flere og flere kvinder tager teten, når der skal bestilles håndværker. Tal fra 3byggetilbud.dk viser, at kvinderne nu er i overtal blandt kunderne for første gang nogensinde. Det er forventeligt, for kvinderne vil selv, siger livsstilsekspert.

Historisk set har det altid været mændene, der stod for hjemmets byggeprojekter. Men flere og flere kvinder er begyndt at komme på banen, og nu er de for første gang i overtal. 

3byggetilbud.dk formidler byggeprojekter fra private til håndværksfirmaer. Her bestiller omkring 1000 danskere hver måned tilbud fra håndværkere, hvis taget skal skiftes, eller haven skal fræses. I september var 52 procent af alle de byggeopgaver, internetportalen modtog, indsendt af kvinder.

Det overrasker ikke livsstilsekpert Christine Feldthaus. Det er nemlig kvinderne, der i højere grad bruger pengene. 

- Kvinderne står for op imod 80 procent af alle indkøb i hjemmet. De bestemmer, hvad familien skal spise og hvilket køleskab, de skal have. Selv ved bilkøbet er kvinderne begyndt at bestemme, og det gælder også, når huset skal renoveres. Kvinder vil gerne kunne klare det hele selv, og de vil i hvert fald bestemme, hvad der skal udføres, og hvordan det skal se ud, siger hun.

Det stærke køn
Tendensen er ganske forventelig, for kvinderne får mere og mere magt. De får længere uddannelser og de skaber sig en karriere på lige fod med mændene. Derfor er det ifølge Christine Feldthaus kun naturligt, at kønsrollemønstrene er ved at ændre sig. 

- Det er ikke længere usædvanligt, at kvinden pudser bilen, mens manden står i køkkenet og bager kage. Ideen om, at det er manden, der styrer økonomien og de store projekter, holder heller ikke længere. Kvinderne gider ikke vente på, at manden får taget sig sammen, og så gør de det bare selv, siger hun.

Emner


Samfund