Kunst, arkitektur og funktion forenet i 2020-betonsymbiose
Pressemeddelelse august 29, 2012 ByggeriEt af landets første butikscentre i 2020-standard er tegnet af Randers Arkitekter Aps og opført med facader i kridhvide og kunstnerisk dekorerede betonelementer fra Confac A/S, der har udviklet en ny serie betonelementer, som med U-værdier helt ned til 0,08 W/m²C matcher fremtidens krav til lavenergibyggeri
- Byggeriet af det nye butikscenter, der er opført i hvide, kunstnerisk dekorerede og højisolerede betonelementer helt uden kuldebroer, er et godt eksempel på, at byggeriet uden meromkostninger og ekstra byggetid allerede i dag kan opfylde fremtidens stramme energikrav. Ved tilføjelse af 90 m² solceller opfylder det nye butikscenter således samtlige krav til lavenergi klasse LE.2020.
Det er direktør Erling Holm fra betonelementfabrikken Confac A/S i Randers, der med udvikling af en ny serie højisolerede betonelementer med U-værdier helt ned til 0,08 W/m²C sætter fremtidens lavenergi-byggeri på dagens agenda.
- Byggeriet viser, at der ikke er grund til at vente til 2020 med at rette ind efter fremtidens skærpede danske lavenergikrav, der i øvrigt er Europas skrappeste krav. Vi har allerede i dag den nødvendige know how til at udvikle standardløsninger, baseret på anvendelse af højisolerede, præfabrikerede og skræddersyede byggekomponenter, fortsætter arkitekt Brian Andersen fra Randers Arkitekter Aps, der har slået stregerne og stået forrest i udviklingen af dette projekt, ligesom han også tidligere i år har stået bag udviklingen af Europas mest energivenlige villa.
+Energi er billigt
Brian Andersen pointerer, at der som led i byggeriet af butikscenteret i Randers sammen med Confac er udviklet helt nye funktionelle løsninger, der eliminerer problemer med kuldebroer og tæthed, samtidig med at han understreger, at anvendelse af de højisolerede betonelementer giver betydelige økonomiske gevinster og kortere byggetid.
- Det er endnu ikke helt gået helt op for markedet, hvor billigt der kan bygges som +energi, men kurven er knækket. I dag er det dyrere at betale for energiforbruget end at låne penge til investeringen, og med de nye præfabrikerede betonelementer, der umiddelbart kan implementeres i standardløsninger, bliver det reelt ikke dyrere at bygge en +energibygning, der lever op til fremtidens krav, end en traditionel bygning, som opfylder de aktuelle energikrav.
- Til gengæld opnår bygherren fra første dag i det nye hus betydelige fordele i kraft af et reduceret energiforbrug, og selve byggeprocessen kan speedes up, fordi huset kan lukkes hurtigere, fortæller arkitekten og tilføjer, at samarbejdet med Confac, derudover har åbnet for helt nye arkitektoniske og æstetiske muligheder.
Funky beton
- I det oprindelige projekt var facaderne tænkt som et stort hvidt lærred med påmalet kunstnerisk udsmykning, men samarbejdet med Confac åbnede helt nye muligheder. Således stod det klart, at Confac gennem særlige teknikker kunne indstøbe kunst direkte i betonen.
- Derfor ’installerede’ vi som led i udviklingen af elementerne en kunstner på sidelinien af støbeformene på elementfabrikken her i Randers, og det færdige indkøbscenter fremstår som et 800 m² stort, hvidt kunstværk, hvor de horisontale organiske linjer vokser ud af istidens havbund og ender i bløde kurver med en sommerfugl, fortæller Brian Andersen fra Randers Arkitekterne, mens Verner Lind, der er produktionschef og medejer i Confac, supplerer:
Confac-specialitet
- Som Nordeuropas eneste fabrik, der udelukkende er dedikeret til produktion af sandwichfacader i beton, arbejder vi gennem løbende innovations- og forskningsprojekter målrettet med udvikling af funktionelle løsninger og nye teknikker til arkitektoniske og kunstneriske løsninger for at sikre, at valget af betonfacader stadig er billigste løsning og samtidig et kvalitativt tilvalg i kraft af det unikke udtryksmæssige potentiale.
- Men denne opgave var noget ganske særligt: Her skulle vi i samarbejde med en professionel kunstner udforme unikke relieffer og dekorationer på en serie af elementer, som tilsammen dannede ét stort kunstværk.
- Det var både spændende og noget af en udfordring, der krævede en del nytænkning, før vi fandt frem til, at vi ved at indlægge magnetstrimler og forme i selve støbeformen kunne opnå de ønskede effekter i et sammenhængende forløb fra element til element, slutter produktionschefen fra Confac A/S.
Rammetekst:
Et af landets første butikscentre i 2020 lavenergistandard er opført med facader af hvide betonelementer fra Confac i Randers med indstøbt kunst skabt af kunstnerne Lars Bang og Naija Nygaard. Projektet er udviklet og tegnet af Randers Arkitekten Aps og opført i totalentreprise af Profilsystemer A/S i samarbejde med Stokvad & Kerstens Rådgivende Ingeniører A/S.
Emner
Byggeri