PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/kun-adgang-for-hjertesyge-m%C3%A6nd-3578

Kun adgang for hjertesyge mænd

Pressemeddelelse januar 12, 2007 Helse

Hjerteforeningen i Helsingør starter mandegruppe for hjertepatienter

I en ny mandegruppe for hjertepatienter er døren kun åben for mænd. Hjerteforeningens lokalkomité står bag initiativet, der skal få flere mænd ud af busken med deres tanker om sygdommen.

Ebbe Petersen, formand for Hjerteforeningens lokalkomité i Helsingør, har gennem flere år erfaret, at mændene kun taler meget lidt om deres hjertesygdom, når kvinder også er til stede.

- Ideen med et forum kun for mænd er, at de kan tale om deres hjertesygdom på helt egne betingelser, siger Ebbe Petersen.

I forvejen holder Helsingør Lokalkomité to gange om måneden åbent i en hjertecafé, hvor både kvinder og mænd udveksler erfaringer om deres hjertesygdom. Men ofte lytter mændene kun til kvindernes snak uden selv at komme frem med deres oplevelser og tanker.

- Jeg håber, at mændene deltager i mandegruppens møder og får hjælp til deres følelser om sygdommen og uvisheden for fremtiden, siger Ebbe Petersen.

Hjertesygeplejerske Pia Svarre får som eneste kvinde adgang til gruppen. Sammen med Leif Lindén fra lokalkomiteen deltager de i alle møder, sørger for at tage emner op til debat og står til rådighed med støtte for mændene. Der er også plads til spørgsmål om medicin og bivirkninger.

Det er gratis at deltage i gruppen, og både medlemmer og ikke medlemmer af Hjerteforeningen er velkomne.

Hvis man har lyst til at deltage i et møde i gruppen, kan man bare møde op den fjerde tirsdag i hver måned i kl. 16 - 18 i Fiolgade 17 A i Helsingør.

Hjertecafeen holder åbent for både kvinder og mænd den første og tredje tirsdag i måneden fra kl. 15-18 i Fiolgade 17 A. Her kan man også bare dukke op, der er ingen tilmelding.

Ebbe Petersen kan fortælle mere om gruppen og hjertecafeen på mail: [email protected], tlf.: 0046 42 72 998.

Kontakter


Emner


Helse