Kronprinsesse Mary uddelte forskerstipendier
Pressemeddelelse marts 10, 2006 HelseHjerteforeningen satser på målrettet forskning i hjerteklapsygdomme og hædrer fem unge forskere, der skal forbedre patientbehandlingen
- Ved at kæmpe mod følgerne af alvorlig hjertesygdom hjælper vi ikke kun den enkelte syge. Vi hjælper også de mange familiemedlemmer, hvis liv ændres, når en elsket person bliver ramt af alvorlig sygdom. Det er mit håb, at forskernes indsats med tiden vil komme rigtig mange hjertepatienter og deres familier til gode, sagde H.K.H.Kronprinsesse Mary ved Hjerteforeningens fødselsdagsuddeling af forskerstipendier.Fem forskere fik både penge og hædrende omtale fra foreningens protektor, Kronprinsesse Mary, til støtte for deres forskning i hjerteklapsygdomme. Kronprinsessen takkede forskerne for deres vigtige indsats mod hjerteklapsygdomme og var specielt interesseret i en ny teknik til at træne kirurger, der skal operere børn med medfødte hjertefejl.
Hjerteforeningen satser i de kommende år målrettet på at støtte forskning i hjerteklapsygdomme, som er en voksende sygdomsgruppe her i landet. I øjeblikket opereres mere end 1200 personer hvert år for sygdomme i hjerteklapperne, og Hjerteforeningen indkalder i øjeblikket målrettet ansøgninger til dette forskningsfelt.
- Det er af stor betydning for mig, at forskning i hjertesygdomme fortsat er noget, vi forstår nødvendigheden af. Alle de fem forskere viser et stort engagement og en væsentlig evne til at finde nye veje i behandling af netop hjerteklapsygdomme, sagde Kronprinsessen i sin tale til forskerne.
De hædrede forskere er:
Morten Dalsgaard, 32 år, klinisk assistent ved Rigshospitalets hjertecenter. Han forsker i behandling med ACE-hæmmere hos patienter med svær forsnævring af aortaklappen.
Vibeke Guldbrand Rasmussen, 37 år, klinisk assistent ved Skejby Sygehus Hjertemedicinsk afdeling. Vibeke Guldbrand Rasmussen forsker i hjerteklapsygdom som bivirkning ved medicinsk behandling af Parkinsons sygdom.
Lene Hyldgaard Pedersen har undersøgt sygdomsopfattelsen hos unge, som er født med hjertesygdom. Hendes indsats har allerede betydet en bedre livskvalitet for unge med hjertesygdom.
Jordi Dahl, 30 år og reservelæge på Odense Universitetshospital, arbejder med at forbedre behandling af patienter med forsnævring af hjerteklappen ved legemspulsåren. Det er den hyppigst forekommende hjerteklapsygdom i Danmark, og flere og flere får denne diagnose.
Thomas Sangild Sørensen, 32 år, forskningsadjunkt, Aarhus Universitet, Center for Avanceret Visualisering og Interaktion. Han forsker i virtuel kirurgi på medfødte hjertefejl og simulation af kirurgiske indgreb.
Mere om forskerne og forskningsprojekterne på www. hjerteforeningen.dk
Billedtekst: Den 29-årige reservelæge cand.med. Lene Hyldgaard Pedersen fra Skejby Sygehus
er en af fem unge forskere, som blev hædret for sin forskning af Hjerteforeningens protektor, H.K.H.Kronprinsesse Mary. Lene Hyldgaard Pedersen gennemfører en antropologisk undersøgelse af sygdomsopfattelserne hos unge og voksne, der er opereret for en alvorlig medfødt hjertefejl.
Foto: Hjerteforeningen/Kirsten Fich Pedersen
Kontakter
Emner
Helse