PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/kostvejledning-og-tr%C3%A6ning-med-resultater-16397

Kostvejledning og træning med resultater!

Pressemeddelelse august 12, 2013 Helse

Kiloene rasler af og deltagerne får bedre livskvalitet. Det kan Grete og Finn Sørensen skrive under på nu, efter at de har været med Hospitalet Valdemars vægttabsforløb i 2 måneder. Vægttab og træning er et af de nu 8 forskellige hold som Valdemars center for sundhed, forebyggelse og velvære har på efterårets program.

Ctj 174 justeret 080813

Med et glimt i øjet fortæller Finn Sørensen, at det har været starten på et nyt liv for ham at være startet på Vægttab og Træning. Udover at Finn har tabt 11 kg i vægt, så er taljemålet også reduceret med 11 cm., og hans blodsukker er faldet til normalt niveau, og blodtrykket er blevet stabilt. Finn Sørensen har tabt sig på ”den sunde måde”, dvs. de 11 kg´s vægttab er tab af fedtmasse, og han har på grund af den daglige træning, og den rigtige kost formået at bevare sin muskelmasse. Han har fået mere energi, er blevet et gladere og mere aktivt menneske med mindre træthed efter fyraften, og der er nu meget mere overskud til af lave en masse ting derhjemme.

Grethe Sørensen havde ikke behov for det store vægttab, men har tabt mere end 5 kg fedtmasse og øget sin muskelmasse med 2 kg, efter bare 2 af vægttabsforløbets i alt 3 måneder. Både Finn og Grethe er enige om, at det har været godt for dem at de sammen meldte sig til vægttab og træning. De har kunnet støtte hinanden i hverdagen og er enige om, at de vil blive ved med at spise grønt og fedtreduceret, da de begge har oplevet at være mætte på en god måde.

Gratis informationsmøder om efterårets nye hold og sundhedstilbud

Hele fire gange i august måned inviterer Hospitalet Valdemars diætister og fysioterapeuter til gratis informationsmøder, hvor de fortæller om sund kost, træning og efterårets sundhedstilbud. Her kan du også stille spørgsmål og se faciliteterne i træningscenteret. Du møder blot op til de gratis informationsmøder, der ligger d. 12. aug. kl. 16.30-18.00, 15. aug. kl. 16.30-17.30, 19. aug. kl. 11.00-12.30 og den 29. august kl. 10.30-12.00.

”Det er ingen hemmelighed at sund varieret kost kombineret med motion og træning har en stor positiv indvirkning på mange sygdomme”; siger fysioterapeut Pernille K. Jørgensen fra Hospitalet Valdemar og fortsætter: Derfor har vi også sammensat et bredt og seriøst sundheds- og træningstilbud, så både raske, mindre raske og ikke raske via træning og kostvejledning får muligheden for at komme på rette spor.

Opstart af seniorfitness og hold for diabetes-, hjerte- og slidgigtpatienter

Efterårets nye tilbud er bl.a. hold målrettet hjertepatienter, folk med slidgigt og diabetespatienter. Vi starter også et seniorfitnesshold op, hvor der også er plads til at lattermusklerne kommer i sving. Derudover henvender ”Kom i form efter fødsel” sig naturligvis til nye mødre, der vil i form efter graviditet, og hvor diætisterne vejleder om god og sund kost for både mor og barn.

Forårets og sommerens nye vægttab- og træningshold fortsætter selvfølgelig i efteråret sammen de meget populære ryghold og pilates hold for begyndere og øvede. Er du ikke så meget til faste tider, men vil du hellere træne selv, så er det selvfølgelig også muligt med eller uden vejledning af centerets fysioterapeuter. Mød op til informationsmøderne her i august eller se den nye holdplan på www.hospitaletvaldemar.dk

Emner


Helse