PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/kongeligt-bes%C3%B8g-i-weekenden-23636

Kongeligt besøg i weekenden

Pressemeddelelse maj 1, 2017 Osteoporose Ulla knappe Knogleskørhed Prinsesse benedikte Osteoporoseforeningen HKH prinsesse benedikte

HKH Prinsesse Benedikte er æresgæst og åbner ballet, når Osteoporoseforeningen søndag den 7. maj fejrer sit 25 års-jubilæum i Musikhuset i Aarhus. Ud over prinsessen deltager også en række kendte danskere, som støtter kampen for knoglerne.

Osteoporoseforeningen – Landsforeningen mod knogleskørhed, der har landskontor på Park Allé i Aarhus, fylder søndag den 7. maj 25 år.

Dagen fejres med et jubilæumsarrangement i Musikhuset i Aarhus med deltagelse af 430 gæster. HKH Prinsesse Benedikte deltager som æresgæst og holder åbningstalen for dagen. Herudover deltager en lang række fremtrædende personligheder fra det danske kulturliv og den politiske arena, fx Rådmand Jette Skive fra Aarhus Kommune, Susanne Heering, der er mangeårig formand for Osteoporoseforeningens Præsidium samt flere af Osteoporoseforeningens ambassadører, herunder ”Vild med dans”-dommer Anne Laxholm, klassisk guitarist Kaare Norge og fysioterapeut fra Park Allens Fysioterapi i Aarhus, River Breinholt, der blev landskendt i forbindelse med sin medvirken i DR-programmet ”Den store bagedyst”. Herudover dirigent Frans Rasmussen, der blev landskendt efter sin deltagelse i bl.a. DR-programmerne ”Stemmer fra opgangen” og ”Stemmer fra Vollsmose” samt koncertpianistinde Katrine Gislinge, der står for underholdningen af gæsterne sammen med dansere fra Den Kongelige Ballet og Herning Kirkes Drengekor. 

Meget at fejre – men lang vej endnu

Der er sket massive fremskridt på osteoporoseområdet inden for de seneste 25 år. Det gælder ikke mindst hvad angår behandlingsmulighederne, der betyder, at alle – uanset alder, køn og sygdomsgrad – i dag kan få tilbudt en effektiv behandling.

Ifølge Osteoporoseforeningens landsformand er jubilæet derfor en oplagt lejlighed til at gøre opmærksom på knogleskørhed, som er mere udbredt end de fleste er klar over. 41 % af alle danske kvinder og 18 % af alle danske mænd over 50 år lever med sygdommen. Enkelte er yngre. I alt mellem 500-600.000 danskere, hvoraf de 75 % ikke er diagnosticeret og i behandling.

”Det er rigtig ærgerligt, at der ikke er flere, der er diagnosticeret, for der er så gode behandlingsmuligheder i dag. At så mange går rundt med sygdommen uden at vide det, skyldes, at man ikke mærker, at man har knogleskørhed. Man mærker kun følgerne af sygdommen – bruddene. Men hvis sygdommen opspores tidligt, kan man i mange tilfælde slippe for at brække sine knogler, og opspores sygdommen i forbindelse med behandling af et opstået brud, vil man ved at sætte ind med knogletabsforebyggende behandling kunne undgå endnu et brud. Det vil være en kæmpe fordel for den enkelte og spare samfundet enorme summer”, udtaler Ulla Knappe.

Kæmp for knoglerne

Osteoporoseforeningen har igennem mange år skubbet på, så der kan blive udarbejdet en national handleplan for knogleskørhed. En national handleplan vil nemlig sikre, at indsatsen for at opspore og behandle sygdommen ensrettes, så alle behandles lige – og lige godt – uanset hvor i landet, man bor, og uanset hvilken læge man har. I anledning af jubilæet har Osteoporoseforeningen iværksat en underskriftsindsamling på www.kæmpforknoglerne.dk, så der kan blive rejst folkekrav om udarbejdelsen af den længe efterlyste handleplan.

Sygdommen koster dyrt i dag – økonomisk og menneskeligt – men den kommer til at koste markant mere i fremtiden, hvor andelen og antallet af ældre i samfundet stiger markant.

Gå ind på kampagnesidenwww.kæmpforknoglerne.dk, hvis du har lyst til at være med til at lægge pres på politikerne til at vedtage en handleplan, så alle der har behov for det, kan få tilbud om behandling.

HJÆLP OG RÅDGIVNING: Osteoporoseforeningen er til for patienterne

Osteoporoseforeningen – Landsforeningen mod knogleskørhed – blev etableret i 1992 og har i dag lokalafdelinger i 22 byer over hele landet.

Foreningen tilbyder hjælp og rådgivning af mennesker med knogleskørhed og tilbyder bl.a. læge- og diætisttelefon, patienttelefon foruden kvartalsvis udgivelse af medlemsbladet ”knogleskør”, der bl.a. formidler ny viden på området, oplyser om behandlingsmuligheder og anbefalinger til kost og motion samt om andres erfaringer med sygdommen. Herudover holder Osteoporoseforeningen en lang række stormøder for medlemmer og andre med interesse i knogleskørhed. Alene i år afholdes 25 jubilæumsmøder overalt i landet.

Osteoporoseforeningens lokalforeninger arrangerer desuden en lang række aktiviteter og netværksmøder, hvor man kan møde og udveksle erfaringer med ligesindede.

Læs mere om Osteoporoseforeningen på www.osteoporose-f.dk

Note til redaktionen:

Vedhæftede foto må kun publiceres i forbindelse med denne pressemeddelelse. 

Fotokreditering: Jens Dresling/Ritzau Foto.

Emner


Osteoporose Ulla knappe Knogleskørhed Prinsesse benedikte Osteoporoseforeningen HKH prinsesse benedikte