PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/kommiss%C3%A6r-og-minister-p%C3%A5-fisketur-1271

Kommissær og minister på fisketur

Pressemeddelelse april 21, 2005 Natur

EU’s nye fiskerikommissær Joe Borg mødte både fiskerielever, skippere og organisationsfolk, da han sammen med fødevareminister Hans Chr. Schmidt besøgte den jyske vestkyst og Bornholm

Hør her Joe. To vejrbidte fiskeskippere fik fortalt deres mening om EUs fiskeripolitik. I Esbjerg bød de på verdens første dioxinrenseanlæg, og i Thyborøn troppede fiskeriskolens elever op udenfor skoletid for at vise kommissæren deres færdigheder i bødning af garn.
Fødevareminister Hans Chr. Schmidt havde sat sig for at vise EUs nye fiskerikommissær Joe Borg så mange sider af dansk fiskeri, som man nu kan nå på to dage, da kommissæren i denne uge besøgte Danmark. Turen gik op langs den jyske vestkyst og rundt på Bornholm i en fælles bus, så hvert øjeblik blev udnyttet.
”Jeg ved fra mine egne ture rundt i Danmarks fiskerihavne, at det er vigtigt selv at have været på besøg. Derfor tror jeg, at Danmark kan få et pænt udbytte af denne tur,” siger Hans Chr. Schmidt.

Delegationens første besøg var hos fiskemelsfabrikken TripleNine i Esbjerg. Fabrikken kunne fremvise verdens første anlæg, der kan rense fiskemel for dioxin. Hos naboen JP Salmon var der varmet op i røgovnene. EUs straftold på norsk laks koster arbejdspladser. Den må væk, lød beskeden til kommissæren.
Lidt længere nord på i Hvide Sande var fiskeskipper Henning Pedersen heller ikke sen til at benytte sin lejlighed til at tale med fiskeriets førstemand. I strid vestenvind og jakkesæt hoppede både Joe Borg og Hans Chr. Schmidt ombord på hans fartøj. ”Hør her Joe. Havdagene duer ikke. De smadrer fiskeriet,” sagde Henning Pedersen, der oplevede en lyttende og imødekommende kommissær. I det ny Thyborøn Fiskeauktion Center fik Borg lejlighed til at byde på en landing fisk over den nye teleauktion. Udbyttet af besøget blev ”heldigvis” kun et par fiskefrikadeller med ægte dansk remoulade. På Fiskeriskolen var alle elever mødt op for at vise kommissæren, hvad skolens undervisning byder på. Hans Chr. Schmidt har et ønske om, at det i højere grad bliver muligt at bruge EUs Fiskerifond til at støtte undervisningen af Danmarks kommende fiskere, og nu ved Borg i hvert fald, hvordan det foregår i Thyborøn.

Fødevareministeren ville også gerne vise kommissæren, at Danmark bruger mange kræfter på fiskerikontrol, og dag to begyndte derfor med en rundvisning på ministeriets eget fiskerikontrolskib ”Vestkysten” i Hanstholm. ”Vi må væk fra det princip med, at lovlydige fiskere må se deres kvoter beskåret på grund af ulovlige landinger,” mener fødevareministeren. Ombord fik de to også lejlighed til at diskutere den biologiske rådgivning, som uddelingen af EUs fiskekvoter hviler på. Begge var de enige om, at rådgivningen skal forbedres, og at fiskerne i højere grad skal inddrages. På Hanstholm-virksomheden Fishermens Factory fik kommissæren øjnene op for, hvordan Danmarks eksport af jomfruhummere også er i fare på grund af de begrænsende havdage.

Man kan ikke sige, at ministeren havde pakket sin gæst ind i vat. På Bornholm mødte kommissæren byger af spørgsmål om alt fra dioxinlaks over muligheden for at få hævet torskekvoten til meningen med EUs nye maskestørrelser, mens han besøgte Rønne og Nexø. Kommissæren lovede at tage alle argumenter med sig hjem til Bruxelles, og det var garanteret med trætte ører, at han igen satte kursen mod Bruxelles.


(Foto er til fri afbenyttelse)

(Billedtekst 1)
I Thyborøn troppede fiskeriskolens elever op udenfor skoletid for at vise kommissæren deres færdigheder i bødning af garn

(Billedtekst 2)
Fødevareministeren ville også gerne vise kommissæren, at Danmark bruger mange kræfter på fiskerikontrol, og dag to begyndte derfor med en rundvisning på ministeriets eget fiskerikontrolskib ”Vestkysten” i Hanstholm.

Foto: Tao Lytzen

Kontakter


Emner


Natur