PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/klimaekspert-jubler-over-h%C3%A5ndv%C3%A6rkerfradrag-12014

Klimaekspert jubler over håndværkerfradrag

Pressemeddelelse maj 31, 2011 Energi & Miljø

I morgen er dagen, hvor den nye Bolig Job Ordning træder i kraft. Det betyder, at man kan trække en del af håndværkernes lønudgifter fra i skat. Klimaekspert og direktør for Energihjem.dk, Martin Borgstøm, jubler over det nye tiltag.

En husstand med to voksne kan gældende fra i morgen trække op til 30.000 kroner af håndværkerregningen fra i skat. Ordningen kan dermed skabe øget efterspørgsel på efterisolering, energivinduer, jordvarme og andre energirigtige renoveringer.


Klimaekspert jubler

Ikke overraskende er klimaekspert og direktør for Energihjem.dk, Martin Borgstrøm, begejstret for det nye vækstinitiativ. Han forudser, at danskerne nu for alvor kommer i gang med energirigtige boliginvesteringer.

-For det første er det godt for håndværkerne, som nu står stærkere i kampen mod sort arbejde. Derudover er det godt for danskerne, som kommer til at spare en masse penge. Sidst, men ikke mindst, er det fremragende for miljøet. Boligejeren kan nu energiforbedre, hvilket nedbringer energiudgifterne, og samtidig trække en tredjedel af lønudgiften fra i skat. Vi har allerede i den seneste tid mærket effekten og haft flere besøgende på Energihjem.dk, siger Martin Borgstrøm.


Forstærker allerede positiv tendens

Energihjem.dk er en hjemmeside, som formidler byggeopgaver inden for klima- og energirenovering og oplyser brugerne om gode tips og råd omkring besparelse indenfor klima, energi og miljø.


-Økonomien omkring de vedvarende energiformer er blevet mere rentable i løbet af de sidste par år. Med regeringens nye udspil er det en tendens, som bliver forstærket i fremtiden, siger Martin Borgstrøm.


Lovforslaget om håndværkerfradraget tredjebehandles i morgen, onsdag den 1. juni, og ifølge skatteministeriet forventes det at blive vedtaget og træde i kraft samme dag.

Emner


Energi & Miljø