PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/kenni-er-en-skattet-arbejdskraft-for-it-bureau-19792

Kenni er en skattet arbejdskraft for IT-bureau

Pressemeddelelse februar 11, 2015 Asperger IT-bureau Kompetenceudvikling Praktikant

Under overskriften ’Fokuseret talent til erhvervslivet’ uddannes unge med Aspergers Syndrom inden for IT-området, og for IT-bureauet Ellegaard Data er praktikant Kenni Kristiansen en anerkendt kollega

Kenni

Over hele landet kan unge IT-interesserede med Aspergers Syndrom, i daglig tale aspier*, modtage kvalificeret og konkret undervisning i trygge, forudsigelige og rolige rammer, som i særlig grad imødekommer de unges behov. Og resultatet er ikke sjældent unge mennesker med meget værdsatte kompetencer, som i høj grad kan bruges i mange IT-virksomheder.

Virksomhedspraktik med klart sigte
Når de unge tilknyttes en virksomhed som praktikant, er de dels i praktik og dels i skole. Det betyder også, at man som virksomhed kan komme med ønsker til praktikantens skoleforløb for eksempel i form af nye færdigheder eller videreudvikling af konkrete kompetencer, som der er brug for i virksomheden.

I Borup har 20-årige Kenni Kristiansen været i praktik siden september, og i IT-virksomheden Ellegaard Data er både direktør, Thomas Ellegaard, og kolleger meget glade for ham:

”Kenni er meget imødekommende og flittig. Han misser aldrig en arbejdsdag – heller ikke når DSB driller. Rent fagligt udvikler Kenni sig rigtig godt. Det er kendetegnende for ham, at han arbejder ihærdigt og fokuseret, og han stopper ikke, før han har løst sine opgaver. Man behøver sjældent forklare den samme ting mere end en gang,” fortæller Thomas Ellegaard.

Kenni begyndte arbejdet hos Ellegaard Data med interne projekter, nærmere betegnet et tidsregistreringssystem, og det gjorde han så godt, at han nu assisterer virksomhedens fastansatte programmører med forskellige kundeopgaver. Kenni har også været med i virksomhedens sociale arrangementer som blandt andet golf og ridetur på Møn samt den årlige julefrokost.

”Jeg nyder at være her, for man bliver taget godt imod – og vi kan drille hinanden lidt, uden at nogen bliver sure. Arbejdsopgaverne er meget spændende, og jeg bliver udfordret ind i mellem,” siger Kenni med et smil.

Arbejder for fastansættelse
Også hos AspIT ser de det som deres vigtigste opgave, at Kennis praktikophold vil kunne afløses af fastansættelse, fortæller praktikkonsulent Mikkel Vitus Nielsen:

”Vi har i praktikforløbet arbejdet tæt sammen med Ellegaard - netop for at sikre, at Kenni hurtigt skulle blive en værdiskabende medarbejder. Ved samtaler med Kennis mentor har vi løbende afdækket, hvilke ønsker og behov, Ellegaard Data har til Kennis kompetencer. Også for at sikre, at Kenni hurtigt blev en naturlig del af teamet. Derfor er Kenni under praktikperioden på specifikt tilrettelagte skoleophold, hvor han tilegner sig ny konkret læring. Hos AspIT er vores motto, at vi skræddersyr elevernes kompetencer. Efterspørger en virksomhed kompetencer, som vi ikke umiddelbart selv besidder, hyrer vi ganske enkelt en ekstern underviser til formålet.”

Er du blevet nysgerrig på AspIT og deres uddannelse, eller vil du vide mere om, hvad det vil sige at have en ung aspie i praktik, kan du se meget mere på www.aspit.dk.

____________________________
En
betegnelse for personer med Aspergers syndrom. Ordet har en positiv klang og fremdrager de positive aspekter ved at have Aspergers syndrom. Kilde: aspit.dk

Emner


Asperger IT-bureau Kompetenceudvikling Praktikant