PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/kend-dit-kolesteroltal-kvinde-5350

Kend dit kolesteroltal, kvinde!

Pressemeddelelse maj 16, 2008 Helse

Jeg tror ikke, at jeg fejler noget! Det er den væsentligste årsag til, at midtjyske kvinder ikke får målt to af de vigtigste risikofaktorer for hjertekarsygdom – kolesterol og blodtryk. Det viser en ny undersøgelse fra Hjerteforeningen. Samtidig kender kvinderne ikke de ofte diffuse symptomer på hjertekarsygdom. Det giver en negativ spiral, som Hjerteforeningen vil bryde med kampagnen Kvinder længe leve!

Knap halvdelen af de midtjyske kvinder over 40 år kender ikke deres kolesteroltal, mens knap hver fjerde ikke kender deres blodtryk. Mange begrunder det med, at de ikke tror, de fejler noget.


Det fremgår af en ny undersøgelse blandt knap 1.500 tilfældigt udvalgte kvinder i Danmark. Undersøgelsen er udført af Zapera for Hjerteforeningen.


Samtidig viser undersøgelsen, at de danske kvinder har et dårligt kendskab til egne symptomer på hjertekarsygdom. De fleste kender det klassiske symptom brystsmerter - et symptom der hyppigst optræder hos mænd. Men kun hver tredje kvinde oplever brystsmerter i forbindelse med en blodprop i hjertet.


- Kvinders symptomer er ofte mere diffuse. Det kan være en kombination af åndenød, hjertebanken og usædvanlig mathedsfornemmelse. De fleste kvinder forbinder slet ikke de symptomer med hjertekarsygdom, siger Hjerteforeningens formand, overlæge og dr. med. Peter Clemmensen.


- Det er en negativ spiral og et stort problem, som betyder, at mange kvinder først kommer til lægen, når det er for sent. For når du ikke mærker tegnene på hjertekarsygdommen, går du heller ikke til lægen. Og undersøgelsen viser da også, at kvinder i risikoalderen ikke i et nødvendigt omfang får tjekket deres kolesterol og blodtryk. Derfor bør livsstilssamtaler gøres til et permanent tilbud fra sundhedsvæsenet, siger Peter Clemmensen.


41 procent af de midtjyske kvinder får ikke målt kolesteroltallet, fordi de ikke tror, de fejler noget. Det gælder 31 procent for blodtrykket. Dermed ligger de midtjyske kvinder en del over gennemsnittet på landsplan for kolesterol og væsentligt under for blodtryk.


I øvrigt viser undersøgelsen også, at omkring hver anden kvinde ville ændre livsstil, hvis hun fik en advarsel fra lægen eller blev syg. Kun 11 procent af de midtjyske kvinder mener, at mere viden om relevante støttetilbud i nærområdet har betydning for, om de vil ændre livsstil.


Hjerteforeningen sætter i den kommende tid fokus på kvinder og hjertekarsygdom med kampagnen Kvinder Længe Leve!, som skal øge kendskabet til kvinders symptomer og over fem år samle minimum 15 millioner kroner ind til forskning i kvinder og hjertekarsygdomme. 


Læs mere om Kvinder Længe Leve! på http://www.kvinderlaengeleve.dk/


For yderligere information, kontakt: Camilla Jensen, projektleder i Hjerteforeningen, telefon: 33 67 00 11 eller e-mail: [email protected]


  

  

Fakta


Kolesterol

  • - For meget kolesterol i blodet sætter sig på indersiden af blodårerne og giver åreforsnævring
  • - Det skønnes, at to ud af tre danskere lever med forhøjet kolesterol
  • - Et normalt kolesterol bør ikke overstige 5

Blodtryk

  • - For højt blodtryk øger risikoen for åreforsnævring og for blodpropper i hjertet og hjernen
  • - Det skønnes, at ca. 600.000 danskere har forhøjet blodtryk
  • - Et normalt blodtryk er under 140/90

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet Zapera for Hjerteforeningen. Der er i alt gennemført 1489 CAWIinterviews med et repræsentativt udsnit af danske kvinder i alderen 40-74 år i perioden den 6.-12. marts 2008. 122 af de adspurgte kvinder er fra Midt- og Vestjylland.

Kontakter


Emner


Helse