PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/kejserens-nye-kl%C3%A6der-ingen-juridiske-forhindringer-for-fixerum-kun-politiske-12350

Kejserens nye klæder: Ingen juridiske forhindringer for fixerum – kun politiske

Pressemeddelelse september 2, 2011 Politik

Gadejuristen offentliggør i dag et samlet juridisk notat, der omhandler fixerum og forholdet til dansk og international ret. Konklusionen er klar: Der er ingen juridiske forhindringer – kun politiske. Gadejuristen kalder det ”Kejserens nye klæder”, når politikere og andre aktører i debatten i årtier hårdnakket har hævdet, at det er ulovligt at oprette et fixerum. Gadejuristen præsenterer hovedlinjerne for folketingskandidater og vælgere til vælgermøde om fixerum på Vesterbro i aften.

Gadejuristen udsender i dag et samlet juridisk notat, der behandler såvel dansk som international ret og slår fast, at der ikke er nogen juridiske forhindringer for oprettelsen af et fixerum.

Ved debatmøde med deltagelse af kandidater til det kommende Folketingsvalg på Café Mandela på Vesterbro i dag fra kl. 17-19 vil Gadejuristen fremlægge hovedlinjerne i dette notat. Folketingskandidaterne Kamal Qureshi (SF), Lars Weiss (S), Simon Emil Ammitzbøll (LA), Jakob Næsager (C) og Carl Christian Ebbesen (DF) vil efterfølgende diskutere, om vi skal have et fixerum efter valget.

På debatmødet vil de positive udenlandske erfaringer med fixerum ligeledes blive fremlagt, herunder ny forskning der viser, at stofbrugeres brug af fixerum kan føre til større behandlingssucces, og samtidig giver en nettogevinst for statskassen som følge af sparede udgifter for sundhedsvæsenet samt straffeapparatet.

Siden slutningen af 1990’erne har skiftende sundhedsministre med henvisning til INCB, FN’s Narkotika Kontroludvalgs, vurdering af narkotikakonventionerne hævdet, at det ville være i strid med Danmarks folkeretlige forpligtelser at oprette et fixerum. Kontroludvalget består af 13 personer med stort set udelukkende lægefaglig og farmaceutisk baggrund. Udlægningen af konventionerne er siden blevet tilbagevist af FN’s egne jurister, der bl.a. slår fast, at der juridisk set ikke er forskel på sprøjteudlevering og fixerum. Sprøjteudlevering har været en fast del af den danske narkotikaindsats siden AIDS-epidemien i 1980’erne. Emil Kiørboe, Gadejuristen siger: ”Det er rystende, at man med så dygtige folkeretsjurister, der arbejder i det danske embedsmandværk, fuldstændig har overladt fortolkningen af Danmarks internationale forpligtelser til 13 personer i INCB uden juridisk kompetence – tilmed med enorme skadevirkninger for de mest udsatte stofbrugere til følge”.

Først med regeringens handlingsplan ”Kampen mod Narko II” fra efteråret 2010, går man bort fra at henvise til narkotikakonventionerne, og vedkender sig herved, at der er tale om et politisk spørgsmål.

Det har ligeledes været hævdet, at de personer der har ønsket at oprette et fixerum kunne straffes for at medvirke til stofbrugernes forbrydelse ved at besidde stofferne. Dette tilbagevises klart i Gadejuristens juridiske notat, idet personalet i et fixerum ikke har meddelagtighed i besiddelsen af stofferne.   

Det har senest været hævdet, at man kunne lukke et fixerum med besøgsforbudsloven, bedre kendt som ”hashklubloven”. Også dette tilbagevises af Gadejuristen, da det ikke er ulovligt at indtage stofferne, og da stofbrugernes forudgående besiddelse af stofferne ikke kan anses som et fixerums systematiske strafbare virksomhed.

Der har ikke været mangel på kreativitet i forhold til at skyde spørgsmålet om fixerum fra sig og undlade at påtage sig det politiske ansvar for ikke at hjælpe stofbrugerne til at undgå overdosedødsfald og berørte lokalmiljøer med at løse de narkotikarelaterede problemer, der har præget en bydel som Vesterbro i årtier.

Det leder tankerne hen på H.C. Andersens eventyr, ”Kejserens nye klæder”. Alt for mange i fixerumsdebatten har i årevis stået uden tøj på.

Der er ingen juridiske forhindringer – kun politiske. Det må være slut med den bevidstløse henvisning til udefrakommende forhindringer og på høje tid at tage det politiske ansvar.

Kontakter


Emner


Politik