PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/k%C3%B8r-vinteren-sikkert-i-m%C3%B8de-1803

Kør vinteren sikkert i møde

Pressemeddelelse oktober 5, 2005 Motor

Snart er det efterår og vinter med smattede og isglatte vejbaner. Dermed følger også uundgåeligt et antal større eller mindre færdselsuheld, der skyldes det glatte føre. Mange af disse uheld kan imidlertid undgås, hvis bilisterne bliver mere rutinerede i at køre i glat føre og ved, hvordan man reagerer, når bilen skrider ud.

Det medlemsejede forsikringsselskab, GF-Forsikring, har i flere år afholdt glatførekurser for medlemmerne på lokale køretekniske anlæg, og sidste år blev kurserne gjort landsdækkende med stor succes. GF-Forsikring har derfor besluttet at gøre de køretekniske kurser til en fast tradition og udvider i den forbindelse konceptet, så det i år omfatter 14 køretekniske anlæg over hele landet.

Vi håber med dette initiativ, at mange vil benytte lejligheden til at få en smagsprøve på et køreteknisk kursus og få fornemmelsen af, hvordan man skal reagere i en uventet situation. Kan vi spare blot ét menneskeliv, er pengene givet godt ud. Desuden vil det helt sikkert give sig udslag i færre skadeudgifter, og det kommer medlemmerne til gode, fordi overskuddet jo betales tilbage til dem, siger administrerende direktør Bjarne Toftlund fra GF-Forsikring, der i år kan glæde sig over for første gang nogensinde at have registreret hele 500.000 forsikringer.

På kurset, der finder sted i weekenden den 19. og 20. november, har hver deltager to timer på våd og tør bane inklusive instruktion og evaluering. Træningen omfatter blandt andet katastrofeopbremsning, bremse- og undvigemanøvrer samt fremprovokerede udskridningsøvelser ved træk af håndbremsen.
Ud over selve kørslen vil der være tilbud om gratis lygtekontrol og dækkontrol af lokale mekanikere.


Håndboldpiger på glatis
Også Danmarks bedste håndboldspillere har prøvet, hvordan det føles at sidde bag rattet i en bil, der ikke reagerer efter hensigten, fordi underlaget er smattet eller glat; GF-Forsikring er nemlig medsponsor for damelandsholdet i håndbold, og i forbindelse med et træningsophold på Fyn tog hele landsholdstruppen imod tilbuddet om at komme på glatførekursus i Ellested.

Men én ting er at være blandt verdens bedste på håndboldbanen. Det er straks en anden sag, når ben og arme skiftes ud med fire hjul og det velkendte halgulv erstattes af en spejlglat kørebane.
Efter timerne på banen var ingen i tvivl om, at det er med bilkørsel som med håndbold: Jo mere, man øver sig, jo bedre bliver man. For med træningen indøves den automatik, man skal bruge, når det gælder for alvor. Hvad enten det er en afgørende VM-kamp eller landevejskørsel om vinteren.



Deltagelse i GF-Forsikrings sikkerhedsdag koster 100 kroner pr. deltager, og man kører i egen bil.
Tilmelding sker ved henvendelse på telefon 63 18 14 81 den 21. oktober fra klokken 16 19 og den 22. oktober fra klokken 9 14.






Glatførekurserne afvikles på følgende anlæg:

1.Køreteknisk anlæg Fyn (Center Ellested) i Ørbæk
2.Køreteknisk anlæg Horsens
3.Køreteknikken, Viborg
4.Køreteknisk anlæg Toksværd i Holmegaard
5.Kørerlærernes Køretekniske anlæg Pedersborg i Sorø
6.KTA i Nørresundby
7.Køreteknisk Institut i Roskilde
8.Køreteknisk anlæg i Haderslev
9.Køreteknisk anlæg i Herning
10.Køreteknisk anlæg i Randers
11.Køretekniske anlæg for Skive og omegn i Skive
12.Køreteknisk anlæg i Fredericia
13.Køreteknisk anlæg i Sønderborg
14.AMU-Center Djursland, køreteknisk afdeling, i Kolind



Yderligere oplysninger:
Administrerende direktør Bjarne Toftlund, GF-Forsikring, tlf. 63 18 11 04 eller 23 46 42 76.

Emner


Motor